Kurser og indhold
- Tjek over 400 spørgsmål og svar om kærlighed, sex og parforhold lige her <-----
Sidder du med et spørgsmål til klinisk sexolog og parterapeut Maj Wismann, så er du mere end velkommen til at skrive til brevkassen om kærlighed, parforhold og sex her på Websexolog.dk
Da jeg får RIGTIG mange brevkassespørgsmål hver uge, er du ikke garanteret at få et svar, men jeg gør alt, hvad jeg kan for at følge med og besvarer så mange som overhovedet muligt.
Skriv og stil dit spørgsmål ved at gå længere ned på siden her og find kommentarfeltet. Her skriver du navn + email.
Det må gerne være et "Anonymt brevkasse navn" du finder på, du behøver altså ikke skrive dit rigtige navn.
Din emailadresse skal dog være korrekt.
Og bare rolig.
Det er KUN mig, der kan se din emailadresse.
Derefter stiller du dit brevkasse spørgsmål i kommentarfeltet.
Der er IKKE garanti for, at dit brevkasse spørgsmål bliver besvaret, da jeg får RIGTIG mange spørgsmål hver uge.
Du kan hele tiden følge med her Følg med i brevkassen og se, om netop dit spørgsmål er blevet besvaret.
Jeg glæder mig til at besvare dit brevkassespørgsmål og hjælpe dig videre i dit parforhold, med kærligheden eller sexlivet.
Ønsker du hjælp NU?
- Så tjek mine gratis online kurser ud.
Der er 7 forskellige og du kan downloade dem gratis med det samme. -----------> Se dem alle her
Der er 7 forskellige og du kan downloade dem gratis med det samme. -----------> Se dem alle her
Den information, du giver os i forbindelse med din henvendelse til brevkassen, vil naturligvis blive opbevaret og håndteret med fortrolighed og i henhold til persondataforordningen.
Læs evt. også vores privatlivspolitik her.
Når du indsender et spørgsmål til brevkassen, accepterer du samtidig dette.
De kærligste hilsner,
Maj Wismann - Klinisk sexolog og parterapeut med egen praksis siden 2006 - Læs mere om Maj her <---
Skriv dit brevkassespørgsmål i kommentarfeltet herunder ▼ ▼ ▼ ▼ ▼
Kan cølibat booste sexlysten? Hvad er seksuelt mindreværd, og hvad gør du ved det? Hvordan får du gnisten igen? Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få e-bogen for 0,-
Hej Maj.
Jeg kæmper med PTSD og det ville være fedt du ville tage din snak om din store viden om PTSD i en fredags runde.
PTSD fra bl.a. som veteran og andre der har fået det fra bl.a. overfald og tremmer.
Kære M.
Sikke en god ide - der er allerede et tema i Klub Kærlighed om PTSD og seksualitet. Så hvis du allerede er medlem der, så kan du drøne ind og finde det med det samme.
Kh,
Maj
https://websexolog.dk/vip/
Hej Maj
Jeg har igen taget mon kæreste i at sende nøgenbilleder og film af sig selv til andre mænd. Det er 4 gang jeg tager hende i det, og det har været forskellige mænd hver gang. Jeg har også taget hende i at kysse med min tidligere ven, og hver gang siger hun at det er for at blive bekræftet. Jeg spørger om ikke jeg bekræfter hende nok, men hun siger det er en trang til at blive bekræftet ag andre. Jeg føler det som utroskab, selvom der ikke har været fysisk kontakt. Jeg har også prøvet at acceptere det, og sige det er ok hvis hun fortæller hvornår hun får disse lyster, bare jeg ikke bliver holdt udenfor, men ved hvad der bliver skrevet og sendt imellem dem. Det nægter hun, og hun lyver om sine forhold når jeg konfronterer hende. Hvad kan jeg gøre mere?
Hej Maj,
Jeg er en 23-årig kvinde som eksperimenterer med orgasme. Men jeg har det problem, at siden jeg fik min første orgasme for en halvt år siden, har jeg ved hver eneste gang, tisset. Og jeg mener ikke en sprøjteorgasme, men urin fra urinrøret. Nogle gange er det ligeså meget som når man går på toilettet for at tisse. Selv hvis jeg har tømt blæren inden, tisser jeg stadig ved orgasme.
Som du nok kan forstå, er det meget meget frustrerende og begrænser mit sex liv, da jeg ikke har lyst til at få orgasme med min kæreste, og endda med mig selv begrænser det mig til at gøre det i badet.
Det skal siges, at alle orgasmer er udelukkende med klitoris stimulation.
Jeg håber du kan hjælpe mig, så jeg kan nøjes med at tisse når jeg går på toilettet.
Kære Maj.
Jeg har mødt en dejlig kæreste. Selv har jeg kun været seksuel aktiv med min ekskæreste og 2 hurtige one night stands og aldrig nogen jeg har sovet hos. Han har haft nogle ungdomskærester og en kæreste som voksen, men ellers et ret vildt sexliv med nok 50-100 knald udover sine forhold. Det kan godt nage mig lidt. Mest af alt, fordi jeg får en følelse af, jeg burde have afprøvet lidt mere, og kan mærke jalousien kommer op, hvis han referere til en episode (også selvom den var akavet for ham og derfor ikke et dejligt minde på den måde) morgenen efter et one night stand.
Jeg er 26, han er snart 32.
En anden ting er, at jeg har en lille håndfuld veninder, og de er mildest talt blevet meget kedelige. Hver gang vi mødes er det over en kop kaffe, og hverken sommerferie, nytår eller lignende bruger vi sammen, da flere af dem bruger tiden med deres forældre/kæreste eller barn og sjældent har lyst til at mødes på en bar og hygge over nogle drinks.
Han har derimod mange venner og veninder, og de er enormt friske og sjove. Der er altid nogle ude, og de mødes gerne på bodega og griner og har det virkelig sjovt. Jeg har været med og der er stor forskel på energien og lysten til at være ude.
Mit "problem" er at jeg er i fuldtidsarbejde og ikke studerer og ikke ved hvordan jeg skal få nye venner. Jeg har set lidt på facebook osv., men kan ikke lige umiddelbart finde ligesindede, og desuden giver det mig ikke det der lille venindeslæng, jeg kan udleve en sommerferie, weekenddage og nytårstradition med.
Særlig op til weekenderne mærker jeg misundelsen på min kærestes liv, og jeg har en kæmpe skam over, at jeg aldrig rigtig skal noget, og hvis jeg skal er det et par timer til kaffe...Jeg er trods alt 26 år og ville gerne mødes ude til vin og hygge med veninderne. Derudover synes jeg det er tabu at jeg hver gang jeg tager med kæresten kun er med hans venner og veninder og aldrig har egne veninder med.
Hvordan håndterer jeg det hele?
Hej maj. Min mand og jeg vil utrolig gerne melde os på dit weabinar den 17 november. Problemet er at jeg er bipolar (mani/depressiv) og jeg er ikke stabil så derfor kan jeg ikke garantere at jeg kan være nærværende de fire onsdage, hvor du sender.
Jeg vil høre om jeg kan få videoen tilsendt så vi kan se det om torsdagen istedet eller en anden dag. Vi har et stort problem hvor jeg ikke har nogen som helst sexlyst og jeg er så ked af at jeg ikke har det. Det kan meget nemt betyde en skilsmisse og det er ikke det nogen af os der har lyst til.
Jeg læste din annonce og jeg kan mærke at du er den som kan redde os fra skilsmisse, men vi er nødt til at få frit lejde over alle dage, da jeg har den her lidelse hængende over hovedet.
Jeg ved godt at jeg bliver en udfordring, da jeg får medicin hver dag og selvfølgelig påvirket af det.
Håber at det kan lade sig gøre.
Mvh
Anne
Kære Anne
Tusind tak for din besked og dit spørgsmål. Modulerne bliver frigivet hver onsdag aften, når et modul er frigivet har du og I FULD adgang til det. Det betyder, at I kan se det igen og igen og på lige de tidspunkter, som passer jer 🙂 Skriv endelig igen, hvis du og I har flere spørgsmål til workshoppen.
De bedste hilsner
Maj Wismann
Hej vi er et par i midt 50`erne, hvor fruen har mistet lysten til sex helt og adeles. Hun har døjet i mange år med depression og har været på medicin, men er nu kun på 3 tabl. om ugen, hun har også været meget overvægtig, og hun kunne ikke lide hendes krop, men hun har fået en operation og tabt 52 kg. Vi har før haft en god lyst til sex og manden savner det meget og har det meget svært med det og jo han får suttet den en gang i mellem og hun leger også engang imellem den penis og han så kommer på hende. Hun er ikke tør i skeden, når han har finger oppe.
Vi er ikke intressert i homonbehandling.
har du nogle ideer til hvad vi kan gøre og prøve for at måske at få bare lidt gang i det igen og lidt glæde tilbage og redde ægteskabet.
Hej Maj jeg er 26 år, min daværende kæreste og jeg gik fra hinanden for 3 måneder siden vi har været sammen i 7 år og boede sammen i 6 år For at gøre det kort vi havde ingen sex i i de sidste 3 år i vores lange forhold der var ingen intimitet overhovedet. Og Jeg blev desværre meget afhængig af porno på grund af den manglende intimitet i vores forhold. Jeg er nu single og fået sex lysten tilbage. Men problemet er at jeg har svært ved at få udløsning under sex med mindre det bliver gjort med hånd da jeg har været afhængig af porno og det har dem jeg har været seksuelt sammen med lagt
Mærke til, og det ødelægger mig så
Småt indeni. Det ødelægger min selvtillid og ved ikke hvad jeg skal gøre ?
Jeg håber du kan give mig svar for jeg har desperat brug for at vide om der er noget galt med mig. Jeg har ikke været til læge med det.
Med venlig hilsen M.
Hej
Kan man have et "give" kærlighedssprog og et andet "modtage" kærlighedssprog?
Har lyttet til dit online foredrag om "Kærlighedens 5 sprog" (Er netop startet på dit onlinekursur om at blive nyforelsket på 7 uger.) og der taler du om at din mor (tror jeg det var) hjælper mange med at male, så måske er "tjenester" henedes kærlighedssprog. Det blev jeg noget forviret af at høre.
Jeg elsker at hjælpe andre, især med praktiske opgaver men også andre ting. MEN jeg føler ikke nogen stor glæde ved at andre hjælper mig!!!!
Uden at være helt sikker (Kendte indtet til de 5 kærligssprog, før kursusstart) tror jeg at "tid" er mit (modtage)kærlighedssprog. MEN kan man tale vi om et "give"sprog og/eller et "modtage" sprog.
PS Vi føler begge at dit kursus er MEGET svært at starte på, når man INTET kender til de 5 kærlighedssprog. Jeg er 59 år og vi har været gift i 26½ år(indtil videre.)
Med venlig hilsen
Thorkild
Kære Thorkild
Tusind tak for din besked 🙂 Så fint at du skriver til mig og jeg skal forsøge at besvare, så godt jeg kan ud fra de udfordringer, du har beskrevet for mig.
Og ja, det kan være svært at spore sig ind på, hvad der gør - helt konkret - at man føler sig elsket. Processen kan være svær i starten, men hæng i og bliv ved. I kommer til at øve de forskellige sprog uge efter uge - med udførlige "lister" med ideer, så hæng i og bliv ved.
Husk, at de første øvelser handler om, hvornår man HELT generelt har følt sig elsket af andre, er blevet glad og har følt sig "mødt." - I denne øvelse behøver I ikke fokusere så meget på de 5 kærlighedssprogs kategorier.
Fokus, fokus, fokus på handlinger og at "gøre nyt," så skal I nok komme i mål. Der er desværre ikke nogle "nemme genveje," når det handler om kendskabet til hinandens særlige og unikke måder at føle sig elsket på.
Hvad angår dit spørgsmål angående om man kan give et kærlighedssprog og heller vil have et andet. - Ja, selvfølgelig kan man det. En tommelfingerregel er, at man giver det, man gerne vil have selv. Men det gælder jo IKKE for alle. Og det lyder ikke som om, at det gælder for dig.
Du beskriver for mig, at du oplever stor glæde ved at hjælpe andre med praktiske opgaver. Men du føler ikke nogen stor glæde ved at andre hjælper dig.
Så jeg bliver nysgerrig - hvornår føler du glæde ved at andre viser dig kærlighed?
De bedste hilsner
Maj
PS: Det ER svært. Jeg skriver det lige igen. Men hæng i, det bliver nemmere 🙂
Hej Maj
Jeg har vært utro igen og igen. Hvorfor ?
Jeg har vært sammen med manden i mit liv i 10 år og vi har to børn. Men jeg er ham utro.. Jeg har gjort det mange gange det er ikke fordi jeg ikke elsker ham for det gøre jeg. Og vi har god sex oæMen når jeg for en besked fra en fyr så ender det næsten altid i sex. Min mand har enten opdaget det eller finder ud af det på den ene eller anden måde. Når jeg så ses med en fyr så tænker jeg på min mand men jeg føgler ikke skam eller anger når jeg enten skriver eller er sammen med en anden.. Det er aldrig den sammen.. og igår prøvet han at forklare mig det med system utro jeg er altid utro og ved ikke hvad det er der driver mig til det. For min mand er så rar. Kærelig, han har aldrig vært voldig over for mig eller vores børn. Han har et godt job og en god hobby. Men jeg gøre det gang på gang jeg ved ikke om jeg har brug for hjælp for jeg ved det er ham jeg vil leve mit liv med. Han tilgiver mig hver gang. Hvad skal jeg dov gøre for at jeg kan holde mig selv i nakken. Hilsen en fortvivlet kvinde
Hej Maj,
Jeg er en 26 årig kvinde der har været sammen med den samme mand siden jeg var 22, har aldrig elsket andre end ham eller været sammen med andre end ham. Han er et par år ældre end mig har haft flere kærester og “løse forhold”.
Jeg har netop opdaget at min kæreste gennem vores forhold har skrevet meget seksuelle beskeder med en gammel flamme og flere gange spurgt hende om de skulle mødes til sex. Da jeg konfronterede ham blev han selv meget ked af det, beskriver selv hvor dumt det var/er og hvor meget han elsker mig, vil have en fremtid med mig og kun vil være sammen med mig. Det er nu to uger siden og jeg prøver at glemme det og prøver at bygge noget op med ham igen, men ved ikke om jeg kan. Jeg elsker ham, men kan F.eks. Slet ikke forestille mig hvordan vi skal komme til at være seksuelle sammen igen. Tankerne om hans beskeder til en anden, tankerne om han tænder på en anden og fantaserer om en anden (ved han har haft fantaseret om hende den gamle flamme når han har haft tilfredsstillet sig selv) og følelserne om at jeg jo selvfølgelig ikke har været tilstrækkelig, eftersom han har gjort som han nu engang har, rammer mig konstant. Jeg føler han igennem hele vores forhold har set mig som en uskyldig pige, nok fordi han er den eneste jeg har været sammen med. Vi har egentlig igennem hele vores forhold haft et meget aktivt sexliv, men visse aktiviteter gik der i hvert fald et år før jeg var klar til. Men det at jeg ikke har været sammen med en masse er ikke ens betydning med jeg ikke tænker seksuelt eller har lyster.
Føler jeg sidder fast, jeg føler mig ikke klar til at give slip på ham, men kan heller ikke forestille mig hvordan vi F.eks skal få et sexliv sammen igen, hvordan jeg skal finde følelsen af at være god nok eller genskabe tilliden.
Håber meget på et svar og lidt hjælp
- fra den ulykkeligt fortvivlede
Min mand begærer mig ikke længere. Jeg har taget 10 kg på de sidste 10 år, og det er årsagen. Jeg kan ikke lave hans syn på min krop om, selv om jeg egentlig selv er ok med mit udseende.
Dette er vi kommet frem til i parterapi. Jeg formår ikke at tabe mig (både pga. gentagne depressioner hver anden måned og en del medicin som følge af min kroniske sygdom).
Jeg ønsker at blive i vores 33 år lange ægteskab, men synes det er tungt ikke at blive elsket fysisk.
Jeg kan altså ikke bruge nogle at de mange råd, jeg har læst, fordi min situation er modsat: Ingen hjemmeboende børn, ingen stressende hverdag, et godt 9 timers fleksjob. Det føles skamfuldt!
56 årig kvinde
Jeg har brug for et hjælp. Jeg vil prøve at gøre en lang historie kort!
Jeg har løjet om min fortid til min kæreste og det har han opdaget.
Jeg vil næsten påstå jeg har skulle kæmpe for livet mere end de fleste.
Min mor hun kommer fra et hjem som ifølge hende selv ikke er særlig ressource stærk og et hjem hvor man fik rigtige mange tæsk. Man kan sige at det gør at hun nok også selv ville få nogle mangler.
Min far kommer fra en velhavende familie men forskruet. Hans mor fik tæsk og børnene fik tæsk eller nok mest min far.
Min mor og far bliv gift bankede min far min mor og de blev skilt allerede efter 3 md.
Da jeg var 4 år gammel trænger jeg meget ind i mig selv og er svær at få kontakt til det viser sig så sener min fars kammerat havde voldtaget mig.
Min mor var blevet gift igen med en mand der var maniodepressiv. Det betød når ham havde det skidt måtte min mor arbejde ekstra for at få tingene til at løbe rundt økonomisk. Når man ikke var bemærket af hans sygdom ja så skændet min mor og hendes mand højlydt og bankede hinanden og hvis de ikke bankede hinanden så bankede de os børn.
På et tidspunkt bliver de skilt og vi flytter i en lejlighed hver for sig min mor får virksomhed i Kolding og Næstved og vi flytter til Kolding. Min mor arbejder rigtig meget og var aldrig hjemme. I hendes succes bliver vi børn både udsat for svigt, vold og psykisk vold. Jeg kan ikke nævne alle eksempler for der er mange.
Men to episoder står mig klart. Den første da jeg skulle med min mor på forretningskonerrance, hvor en fra min mors bestyrer piller på mig jeg har altså kun været 12 år på dette tidspunkt. Hun beder mig pænt om at holde op med at sige noget for det kan ødelægge hendes chance for virksomheden aftaler at komme i “hus”.
En anden oplevelse var at telefonen en dag var revet ud af stikkontakten og jeg sætter det i igen. Drengenes far ringer og jeg fortæller ham min mor var på arbejde. Jeg skriver en seddel til min mor at drengenes far har haft ringet og at jeg elsker hende. Jeg bliver revet op af min mor midt om natten og får rigtig mange tæsk fordi drengenes far ikke måtte vide vi igen var alene hjemme. Det havde hun bare lige glemt at fortælle os børn. Min barndom ved min mor var præget af at penge var vigtige og at lyve for ikke at nogle skulle vide hvad der enlig forgik hjemme. Når jeg fortalte mine lærer det eller drengene gjorde så sagde min mor at vi løj og systemet valgte at tro på min mor trods det var tydeligt for enhver at vi var børn der ikke trives.
Når jeg var hjemme ved min far var det oftes præget af løgn, narko, damer og vold så heller ikke ligefrem en tryg base.
På et tidspunkt får min mor nok og sender mig hjem til min bedsteforældre fordi hun har svært ved at holde facaden fordi jeg bliver ved med at fortæller hvordan vi har det. Og hendes egen udtalelse omkring det var hun ville hellere miste et barn end os alle.
Jeg elskede min farmor rigtigt højt men min bedstefar var et røvhul. Ham bankede min farmor og nogle gange mig. På et tidspunkt stikker jeg af efter en voldsom episode med min bedstefar hvor han havde banket mit hoved ind i væggen og hældt sprit i mine øjne. Jeg kommer igen hjem til min mor men hun ønsker mig ikke boende. Jeg kommer derfor på et børnehjem. Her er jeg vel i en alder af 14 år gammel.
Det her børnehjem er et hjem hvor der bor mange kriminelle. På det her tidspunkt har jeg ikke røget, drukket, spiritus eller andet. For uden min familie var jeg helt almindelig pige som passede min skole og dyrkede sunde fritidsinteresser.
Historien om denne periode er lang men kan ikke skrive det hele ned. En af mine første aftner der husker jeg en dreng brød ind på mit værelse og hev en pistol foran træningen på hovedet af mig. Jeg fortæller min mor denne episode hun siger til mig at hun ikke kan hjælpe. En anden episode er at en af pædagogerne tager mig med ud på en køreruten, hvor jeg får noget vand. Herefter husker jeg kun små glimt af en voldtægt men jeg husker at jeg havde ondt i flere dage og at jeg blev beskyldt for at have taget stoffer går i seng med tilfældige. Jeg ved ikke om du kan forstille dig hvilket traumer det er at blive beskyldt for noget man ikke har gjort og samtidig være offer i en voldtægt. Senere voldtager samme mand mig igen 3 år senere hvor min mor hævner sig og siger til mig nu er vi kvit kom videre. Efter alt det her lukker jeg ned psykisk og jeg kan huske en af de voksne sagde til mig kan vi ikke få den gamle Christina tilbage igen hvortil jeg svarede det får i aldrig. På et tidspunkt i alt det her bliver jeg involveret i et kriminelt miljø som ikke ender godt. Jeg får en betinget dom og sidder inde i et ungdomsfængsel i 2 år. Da jeg kommer ud beslutter jeg mig for at starte forfra. Jeg begynder på udannelse og flytter for mig selv.
Jeg møder min søns far. Malthes far bankede mig ofte kom hjem påvirket. På et tidspunkt i alt det her begynder jeg at dope mig selv for ikke at kunne mærke noget længere. Jeg ender på intensiv afdeling 3 gange på et år for selvmord. På et tidspunkt bliver jeg gravid og den dag sker der noget i mig. Jeg ønsker ikke den samme skæbne for ham som jeg fik. Derfor flygter jeg fra hans far som også var en kamp han opsøgte os flere gange kom på krisecenter og det ender med at han får os kidnappet, voldtager mig, truer med at skærer mit ansigt op og nægter os mad. Denne sag blev øvrigt medietækket. Efterfølgende er kommunen ikke til meget hjælp. Heldigvis har jeg et stabilt netværk af venner som får os hjulpet igennem krisen i samarbejde med psykologer og vi har det godt i dag og Malthe har kun været 8 md han er i dag 9 og husker ikke episoden.
Da Malthe er omkring 6 møder jeg En som jeg bliver glad for forholdet syntes at være usundt og derfor afslutter jeg det.
Så når jeg ikke ønsker at dele min fortid eller jeg lyver om den er det dels fordi jeg ikke kan rumme at tale om det for det gør så ondt indeni. Ja det er forkert at lyve det ved jeg godt men jeg er videre i dag har en medicingrad og mit barn trives og vil ikke defineres med min fortid.
Min nuværende kæreste er enorm vred over at have fundet ud af alle de her ting. Siger han ikke kan stole på mig, at han hader mig, at jeg er beskidt og en luder og jeg ved simpelhen ikke hvad jeg skal gøre for at han vil tro mig igen eller hvad jeg skal gøre for han tilgiver mig..
Kærligst
Sophia
Hej Maj
Jeg har for tre år siden, i en lidt sen alder, fundet mit livs kærlighed. Vi bor sammen og har et helt igennem fantastisk kærlighedsliv og sexliv. Jeg har et større sexbehov (orgasme) end min kæreste og det snakker vi åbent om, han ved også at jeg engang imellem ser porno for at dække det behov. Mit dilemma er at han også surfer porno ret ofte, og det er begyndt at gå mig på. Jeg er ret overbevist om at han ikke bruger det til at få udløsning, ej heller til at udleve nogle seksuelle fantasier. Grunden til at jeg skriver det, er at jeg har spurgt ham om han mangler noget fra mig, og til det har jeg fået et stort rungende nej. Han er meget glad for mig og overøser mig med søde, kærlige, frække ord om både min krop og mig som menneske. Det jeg har det svært med, er at forstå hvorfor han ser porno, når han har en kvinde der "altid" er klar, og også klar til "bare" at servicere ham hvis han ønsker det. Dette ved han, da jeg har sagt det til ham. Er det bare en mandeting at se porno, og skal jeg bare leve med det ? Jeg kan dog mærke, at jeg ud af det blå er begyndt at tænke på hvem det er han elsker med når vi elsker..... er det mig eller en pornostjerne han har har kigge på tidligere på dagen? Han ved ikke, at jeg ved, at han ser porno. Kan du gøre mig lidt klogere på hvorfor en mand der dagligt siger at han har det hele (Kærlighed, sex, den "perfekte kvinde"- hans ord mm) surfer porno ?
Hilsen Chris
Hej.
Hmit spørgsmål er, hvorfor er behovet for porno? Forventer ikke svaret som, for at stimulere sig eller når partneren ikke er hjemme. Hvorfor præcist? Tænder han reelt på den kvinde på skærmen, eller hvordan hænger det sammen. For mig er det svært at se logikken i det, for alle svar er anderledes og føler aldrig at finde det reelle svar.
Mvh
Hej Maj,
Jeg er 23 og mor til to smukke børn. Jeg arbejder til dagligt 37 timer på et kontor. Jeg er et positivt menneske som tager alt med et smil.
Jeg skriver til dig fordi jeg er SÅ VILDT forvirret om det forhold jeg er i.
Min kæreste og jeg, mødte hinanden for 5 år siden. Han er 10 år ældre end mig (33).
Vi fik i 2019 vores 1 barn sammen og i år har vi fået vores nr 2.
Min kæreste er verdens bedste far til dem, alle der møde min kæreste bliver helt vilde med ham. Han er en virkelig god person, og en meget rolig mand. Han er også typen der elsker sin computer højt.
Vi er bor langt væk fra begge vores familier. Der er 2 timer til min familie og kun 1 time til hans. Dog er hans bror, med familie, bosat her i samme by.
Det hele startede med at for et år siden kunne jeg mærke jeg tabte lysten til at forblive sammen med ham. Mest fordi jeg var ked af at jeg følte han undgik mig så snart jeg prøvet på noget “sexet”.
Jeg husker mig selv, som en med MEGET selvtillid i sengen. Det har jeg intet af idag.
Jeg har prøvet så mange gange, at tage en snak med ham, om hvad jeg gerne vil og hvad jeg tænker omkring det. Og han er altid sød og kærlig lige efter vores snakke i to dage.
Jeg har så de sidste måneder, gået og fantaseret meget om en anden jeg for 6 år siden var sammen med kort, han kommer fra England. Jeg fantasere også om livet alene(med mine børn), at bo i en fin lejlighed, og det at selv styre min egen hverdag uden at skulle tage hensyn til ham.
Men jeg bliver ked af det, fordi mit store “Goal” i livet er at forblive sammen med faren til mine børn. For deres skyld. Dette kommer efter jeg vokset op med mange forskellige papforældre, som jeg stadig •Fysisk og Psykisk• har nogle traumer over…
Jeg er virkelig stolt af min kæreste, over den mand han er ud af til. Han er altid god ved mig ellers.
Men jeg ligger mere og mere mærke til at, uanset hvor meget jeg prøver at tage en snak eller at vise jeg mangler noget fra ham, så gør han ikke en indsats, kun de små ting som i at give mig kys lidt oftere. Så snart det kommer til sex, ignorere han mig fuldstændig. SÅ MEGET at min selvtillid er nu bare helt væk og jeg har oprigtigt mistet lysten til ham.
Jeg er virkelig forvirret. Fordi jeg bliver irriteret på de små ting omkring ham nu. Jeg kan ikke klare at, at han ikke kan sanse at komme ud af døren hvis vi har en aftale, det betyder ikke noget for ham at komme 10 minutter forsent.
Han kan ikke sanse at få gjort ting uden for vores hjem. Jeg står for alt. Og når jeg beder ham om at tage en opgave fordi jeg synes det ikke altid kun skal være mig, så skal jeg minde ham om det 120 gange.
Det kunne være en regning, han står med den i hånden men vil hellere vente til om 2 uger, hvor vi kun med nød og næppe husker den.
Det kan være, at skrive tak til sit familie medlem som gav en gave til vores barns dåb, da personen ikke var til stede på dagen.
Trods hans forældre spørg mig om vi ikke har sagt tak. Jeg holder fast i at han må gøre det.
Jeg er så træt af at blive udstillet som lade personer ud af til, når jeg slet ikke er sådan.
Han bruger så mange timer foran computeren og jeg sidder bare her og “venter”. Og drømmer mig væk til et liv uden.
Men så igen, så jeg forelsket i hans rare person, han hjælper til med alt her hjemme og er verdens bedste far. Han smelter mine familie medlemmers hjerter hver gang vi er sammen med dem.
Men så føler jeg også bare jeg sidder tilbage og får ingen opmærksomhed og jeg bliver knust og ked af det, hver gang han afviser mig. Men ja for 2 uger siden forsvandt min sexlyst til ham helt. Jeg husker også da vi havde sex for 2 mdr. siden at jeg kom til at græde. Jeg kunne ikke nyde det så meget. Men jeg synes jo han er sød, og fik ondt af ham.
Jeg har lyst til at skrive med andre og få blikke fra andre mænd. Men jeg undgår selvfølgelig at gøre noget som helst der kunne gøre min kæreste ked af det, fordi han fortjener ikke, at jeg bliver ond.
Jeg skal være ærlig jeg føler ikke jeg kan sige mere til ham, for at få ham til mere sexlyst. Jeg er så opgivende på det punkt nu.
Jeg er forvirret over mine følelser. Men føler heller ikke det jeg er mig selv mere.
Håber du kan hjælpe lidt på min forvirring sådan hudløst ærligt. Jeg har ikke en veninde jeg kan gå til..
Bedste Hilsner fra Forvirret kvinde
Hej Maj,
Jeg er en 26 årig kvinde der har været sammen med den samme mand siden jeg var 22, har aldrig elsket andre end ham eller været sammen med andre end ham. Han er et par år ældre end mig har haft flere kærester og “løse forhold”.
Jeg har netop opdaget at min kæreste gennem vores forhold har skrevet meget seksuelle beskeder med en gammel flamme og flere gange spurgt hende om de skulle mødes til sex. Da jeg konfronterede ham blev han selv meget ked af det, beskriver selv hvor dumt det var/er og hvor meget han elsker mig, vil have en fremtid med mig og kun vil være sammen med mig. Det er nu to uger siden og jeg prøver at glemme det og prøver at bygge noget op med ham igen, men ved ikke om jeg kan. Jeg elsker ham, men kan F.eks. Slet ikke forestille mig hvordan vi skal komme til at være seksuelle sammen igen. Tankerne om hans beskeder til en anden, tankerne om han tænder på en anden og fantaserer om en anden (ved han fantaserer om hende den gamle flamme når han tilfredsstiller sig selv) og følelserne om at jeg jo selvfølgelig ikke har været tilstrækkelig, eftersom han har gjort som han nu engang har, rammer mig konstant. Jeg føler han igennem hele vores forhold har set mig som en uskyldig pige, nok fordi han er den eneste jeg har været sammen med. Vi har egentlig igennem hele vores forhold haft et meget aktivt sexliv, men visse aktiviteter gik der i hvert fald et år før jeg var klar til. Men det at jeg ikke har været sammen med en masse er ikke ens betydning med jeg ikke tænker seksuelt eller har lyster.
Føler jeg sidder fast, jeg føler mig ikke klar til at give slip på ham, men kan heller ikke forestille mig hvordan vi F.eks skal få et sexliv sammen igen, hvordan jeg skal finde følelsen af at være god nok eller genskabe tilliden.
Håber meget på et svar og lidt hjælp
- fra den ulykkeligt fortvivlede
Hej Maj
Jeg er i vildrede og har skrevet mange beskeder til dig og slettet dem igen da jeg ikke ved hvor jeg skal starte og slutte. Nu prøver jeg igen.
Min mand og jeg har kæmpe krise i vores forhold og vi kæmper begge to for at redde det. Vi har været sammen i 22 år og har 3 børn sammen. For 3 år siden flytte vi væk fra familie og venner for at være tæt på min mands arbejde. Han har altid været stærk psykisk og arbejdet hårdt både på job og på den ejendom vi købte for 17 år siden. Pt bor vi i et nyt hus som vi er ved at sælge da vi stadig har vores ejendom og økonomien ikke hænger sammen. Jeg har efter knap 3 år fået job hvor vi bor men der har været så svært da jeg er fleksjobber ( lider bl.a. af angst, tvangstanker og er i gang med en større udredning for at få den rette hjælp) Pt er jeg en godt sted med mine lidelser da jeg de sidste to år har ændre livsstil og fået det meget bedere. Jeg har på trods af mine udfordringer altid stået for hjem og børn og min mand har tager sig af renoveringer og skaffet penge når de slap op.
De sidste to år har været ekstrem hårde da min mand to gange har søgt bekræftigelse i to andre kvinder og pt har han kontakt med en kvindelige kollega som han i starten snakkede med når han havde det svært men som desværre som jeg havde forudser udviklede sig i en forkert retning. Det er sms’er, opkald og snak når de ses på arbejde og så siger han de har kysset. Og det var det samme med den kvinde han havde noget med for to år siden. Det har været er kæmpe chok da jeg stadig kæmper med tilliden fra sidst.
Nu står vi og træder vande og ved ikke hvad fremtiden skal bringe. Vi har solgt vores hus og skal finde noget til leje indtil vores gamle hus er solgt.
Min mand er ked af det, forvirret over hvad han vil med os og hvorfor han gør som han gør. Han føler sig som et dårligt menneske og at uanset hvad han gør er det ikke godt nok. Han siger han elsker mig og vil kæmpe for os men ved ikke hvordan.
Det her er vores liv i meget korte træk og 22 år er svært at beskrive kort.
Jeg elsker min mand over alt på jorden og vil gøre alt hvad der står i min magt for at alt bliver godt igen. Han har accepteret at han skal have noget hjælp til at få fundet ud af hvad der sker med ham og hvorfor. Problemet er bare han ikke tror på nogen kan hjælpe ham og hvem der skal. Det skal også lige siges at hans hvilepuls ligger mellem 100-130. Jeg ved han har så meget kaos inden i og han ikke gør de ting for at såre mig men for at blive bekræftet i at være god nok. Hvad kan jeg gøre for at hjælpe ham og os i gennem denne frygtelige krise
Kære Maj
Jeg har så meget brug for hjælp.
Der er en pige i min kærestes liv, som jeg ikke selv kender. Han var hendes lærer i folkeskolen, hvor de udviklede en særlig relation, bl.a. fordi han hjalp hende i forbindelse med noget angst. Deres relation er stadig tæt, selvom hun ikke længere er hans elev. De deler sange med hinanden i en privat spilleliste. De har et lukket dokument sammen, hvor hun skriver om personlige tanker, også nogle tanker om ham. Et dokument jeg ikke må se, og som startede, da var hendes lærer, men som stadig "lever". De taler tit sammen i telefon eller facetimer. De mødes, når det er muligt (hvor tit ved jeg ikke, for jeg ved ikke, om han altid fortæller mig det). De skriver sammen, nogle uger på daglig basis og kan også sende billeder til hinanden. Han har skrevet personlige breve til hende, og han har fået et armbånd af hende i afskedsgave, som han tog på for nylig, da han var ude at rejse. Han sendte et billede til hende, hvor han havde det på med en note om, at hun var med ham på rejsen. Ifølge ham fordi hun havde ringet, fordi hun havde et angstanfald, og han ville gøre hende glad. Han har fortalt hende i beskeder, at han savner hende, at han synes hun er fantastisk og magisk, og at han altid vil være der for hende.
Imens er min kærestes og mit forhold on/off under pres. Han var mig utro (med en tilfældig) for snart to år siden, og måske har det faktum, at jeg næsten lige havde født vores fælles barn, gjort det endnu hårdere at komme over svigtet. Vi har været i parterapi (ikke i lang tid) men ender desværre alligevel tit i nogle svære konflikter.
Jeg føler, at jeg er ved at blive skør og miste grebet om rigtigt/forkert. At mine personlige grænser ikke bliver respekteret, fordi de måske er helt forkerte? Min intuition fortæller mig, at man ikke ville fortælle en almindelig veninde/bekendt at hun var magisk. At man ikke ville tage hendes armbånd på, når man var ude at rejse og sende et foto af det til hende med sådan en tekst. At man ikke ville skrive, at man savner hende fucking meget, men måske bare at man glæder sig til at ses.
Han skriver også søde og kærlige ting til mig. Men når jeg så erfarer, at de søde ord og handlinger ikke er forbeholdt mig men også en anden særlig pige, så forvirrer det mig og gør mig usikker.
Når jeg fortæller ham, hvad det gør ved mig, så bliver han vred på mig og siger, at jeg vil ændre, hvem han er som menneske, at jeg ikke hænger sammen psykisk, at det fylder meget mere for mig end ham. At det må være fordi, jeg er ødelagt psykisk efter hans utroskab. Han kan fx sige sarkastisk: “ja, føj hvor er jeg bare et dårligt og klamt menneske, at jeg er der for et andet menneske, sikke en nederen kæreste du har”. Eller minde mig om, at der er mange års forskel mellem ham og hende, og at jeg med min usikkerhed insinuerer, at han er pædofil eller klam (hans ord, ikke mine). Og så får jeg straks dårlig samvittighed, skammer mig og forsøger at lægge låg på sorgen.
Men det skærer så meget i mit hjerte. Samtidig ved jeg, at hvis jeg belemrer ham med mine følelser, så siger han, at det mindsker hans lyst til at være sammen med mig, at han har svært ved at mærke at han elsker mig i de situationer, og at jeg derfor på en eller anden måde sætter hele vores relation på spil ved at føle de ting, jeg føler. Ofte ender det i konflikt og i mange dages tavshed fra hans side. Ifølge ham er det jo mig, der har et problem. Jeg elsker ham, men jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre eller hvordan jeg skal håndtere situationen.
Kære websexolog, jeg er 33 år gammel gift og har 2 børn, vi blev gift for 3 år siden.
Jeg ved ikke om det bare er mig eller hvad det er men jeg føler at vores sexliv ikke er hvad det skal være, min kone bruger gerne hendes vibrator og lign når hun er i bad, men ikke sammen med mig?? Hvis der skal ske noget så skal det kun ske oppe i sengen, alt andet er ulækkert?? Og det er mig der skal tage interaktiv til sex evt at tigge om et blowjob eller have sex med hende,hun har desværre gået 1 år med konstant menstruation, og her er det jo forståeligt nok, men det er dog stoppet, og har kun fået LOV 2 gange efterfølgende.har læst at nogle kvinder til dagligt godt kan glemme det sex lidt, men kan man også godt glemme det og så stadig så og bruge sin vibrator i badet?? Føler mig virkelig tilsidesat og føler ikke vi er det samme sted når det angår sex?? Håber på et lille svar/hjælp fra dig
Hej Maj.
Et simpelt spørgsmål og så alligevel ikke, for det tærer lidt på mine tanker og følelser.
Er det normalt at mænd indimellem onanerer med kondom på? Evt. pga. glidemidlet for at undgå tørhed...
Jeg spørger fordi, jeg tilfældigt fandt kondomer i min kærestes sager.
Hans forklaring var ovenstående, og jeg er iøvrigt bekendt med at han onanerer og har ingen problemer med det.
Vi bruger anden prævention når vi har sex, derfor har jeg lidt svært ved at tackle at han har kondomer liggende.
Glæder mig til dit svar.
Er det dumt at forelske sig i en mand, der ærligt fortæller, at han er polyamorøs?
Han har slået benene væk under mig. Og jeg er åben for at lære en ny måde at forholde sig til det, at indgå i en kærlig relation.
Men er det realistisk at kunne det, hvis man selv måske mest er monogan?
Har du nogle gode råd?
Kære Maj,
Jeg (31 år) står i den situation at jeg er blevet forladt af min kæreste (33 år). Vi har kun kendt hinanden i 9 måneder, men der er enormt mange følelser mellem os, og han har fortalt mig gang på gang, at han aldrig har været så tiltrukket af en kvinde før - ikke blot seksuelt, men af hele mit væsen, mit hjerte og personlighed. Når vi er sammen er han enormt kærlig og når vi har sex er han enormt intim med mig – han skal have mig helt tæt på, jeg skal kigge ham i øjnene og kysse ham, så han rigtig kan mærke mig. Han fortæller mig, jeg er så fantastisk dejlig. Dog ved han ikke hvad han føler, og har enormt svært ved at snakke om følelser. Han siger, han er i tvivl om, om han overhovedet kan elske. Jeg tror og kan mærke det er kærlighed – men hvad hjælper det, når han ikke selv er klar over det. Når vi snakker om følelser, oplever han det som en konflikt, som han har enormt svært ved at være i. Det er årsagen til han slog op - han mener vi har for mange konflikter og bliver ved med at gøre hinanden kede af det. Jeg oplever ikke vi har for mange konflikter, jeg oplever nærmere han ikke kan håndtere dem, og at han ser dem som et tegn på et dårligt forhold. Jeg har sagt til ham, at man ikke kan undgå konflikter når man indgår i en relation med andre.
Han har de sidste par måneder været meget presset grundet sin familie, hvor han forsøger at mægle mellem hans forældre og søster. Dette foregår flere gange om ugen med timelange telefonsamtaler. Han vil ikke selv anerkende han er presset og mener bestemt ikke det påvirker hverken ham eller vores relation. Han kan ikke fravælge sin familie, så han fravælger mig. Jeg vil så gerne han lukker mig ind i sit inderste, men han insisterer på at klare alting selv. Han er som en ø. Han arbejder mange timer i døgnet (han er meget passioneret omkring sit arbejde), er fysisk aktiv hver dag med løbeture, tennis og cykelture samtidig med han prioriterer at se venner og familie. Han har et liv, jeg ikke føler mig en del af, fordi han ikke ind tænker mig i sit skema. Jeg har følt jeg har fået den tid i kalenderen der var tilbage – hvilket nogen gange var én aften om ugen. Når jeg har italesat det, har han reageret voldsomt og sagt han ikke har mere at give af, at alle hiver i ham og han ikke er god nok og han brænder sit lys i begge ender. Han fortæller selv han slapper af, når han har meget om øerne, men jeg ser en mand der er på bristepunktet til at knække sammen, til trods for han hårdnakket benægter det.
For mig er han min store kærlighed. Jeg har aldrig følt sådan her for en mand, og jeg kan se et helt liv med ham med børn, oplevelser og rejser. Jeg elsker ham og har rigtig svært ved at finde ro i, at vi ikke skal være sammen. Jeg ved han ikke kan indgå i en relation lige nu, og det kan han først når han anerkender, at han er nødt til at gøre nogle ting anderledes. Man kan ikke ændre det man ikke vil anerkende.
Mit spørgsmål til dig er, om du har nogle gode råd til hvordan jeg kan hjælpe ham på vej mod den erkendelse?
Kan jeg give ham en bog, hvori der står noget omkring dette?
Kan jeg skrive ham et brev?
Eller skal jeg opgive ham og håbe på, han selv kommer til den erkendelse, velvidende at det til den tid er for sent for os?
Jeg ønsker det bedste for ham og jeg tror på han er nødt til at arbejde med sig selv, hvis han en dag skal være lykkelig. Også selvom det ikke bliver med mig. Derfor vil jeg gerne forsøge at give ham det skub, der kan lede ham ned af den vej.
Kærlig hilsen en kvinde med hul i hjertet
Hej Maj
Jeg er virkelig meget fortvivlet jeg har været sammen med min kæreste i 20 år siden vi var 16 og 17 år. Vi har 2 skønne børn, nedlagt landbrug ej firma mm.
Dog har jeg det problem at jeg har fundet ud af at min mand har oprettet diverse dating profil, snap, facebook hvor han er i kontakt med mange kvinder.
Jeg har godt vist at han har gjort det for nogle år siden, hvor jeg også opdagede at han have købt video af en familiemedlem som legede med sig selv dette var 2020. Det gjorde virkelig så ondt at jeg faktisk smed ham i et sommerhus for at tænker over tingende.
Valgte så at tage ham tilbage hvor han fortæller at han har fået et andet billede at utroskab og at han aldrig nogensinde vil gøre det mod mig igen. Hvilkede jeg valgte at tror på IGEN.
Det skal siges at vores forhold desværre har været plaget af stresse forløb for mig, og et barn med selvmordstanker. Så ikke altid en dans på roser.
Inden vores sommerferie i år 2021 fortæller min mand at han ikke længere kan mærke hans følelser for mig og at han vil efter hans plan forlade mig efter vores sommer ferie. Men vi får en god snak og bliver enig om at få gang i sexen og prøve og rede et forhold der har 20 år på bagen.
Vores sommerferie er magisk og fyldt af smil, sex og glæde, det er længe siden min mand har smile så meget, hvilket gjore mig glad.
Da vi så kom hjem, modtog jeg en henvendelse på Facebook fra en mand som var sikker på at hans ex skrev med min mand og at de have været på tur sammen , min første tanke var, det kan ikke passe, men takkede for henvendelsen.
Efterfølgende har jeg holdet øje og har fundet ud af at det gør han, og det forgåre på snap så jeg ikke har mulighed for at se beskederne. / dog har jeg set nogle beskeder;
Jeg elsker når jeg dufter af dig.
Vi skal nok få det som vi vil have det.
Glæder mig til at kysse verdens dejligste prinsses.
Jeg har faktisk tidligere sagt at jeg ikke vil have at han skulle skrive med hende og så har han sagt, at det skulle han nok lade være med for hun er heller ikke en type for ham.
Jeg har også fundet beskeder fra en pige som han har skrevet med i 8 år.
Dating profil - hvor han har fået tilsendt nøgn billeder af kvinder og sendt billeder retur og beskrevet seksuelt hvad han vil gøre ved dem.
Jeg er fuldstændig smadret inden i og har ikke konfronterer ham endnu, men jeg orker faktisk ikke mere for han lyver så det driver af ham.
Hvad gør man?
Er det mig der er problemet?
Hvorfor bliver han ved?
Det skal siges at han virkelig har skrevet med mange kvinder og for mig er det efterhånden normalt.
Men er ok at leve i det?
Jeg håber du kan komme med nogle gode råd for jeg ved ikke hvad jeg skal stille op, for mig er en kerne familie vigtig, da det ikke er noget jeg selv har haft som barn, men hvor langt skal man gå for det?
Er jeg smålig?
Kære Maj,
Jeg er en kvinde i start 30’erne, som pt. står i en noget rodet og utryg situation. Jeg datede den dejligste mand i knap 4 måneder, vi blev kærester, og 4 måneder senere slår han op, da det pludselig går op for ham, at han ikke har nogle følelser for mig. Han elsker mig ikke, og han er i tvivl om, om han overhovedet er i stand til at elske. Han kan ikke selv forstå, hvad der er galt med ham. De 8 måneder vi har kendt hinanden har budt på mange udfordringer for os begge i vores privatliv udover Covid-19. Jeg har været en del på læge- og gynækolog besøg, da jeg et år forinden, efter en lang kamp, fik diagnosen PCOS (hormon sygdom). Jeg har tabt store dele af mit hår, og har gang på gang fået besked, om at jeg skal se at få nogle børn, da det grundet min sygdom, højst sandsynligt vil blive rigtig svært. Derudover mistede jeg jobbet grundet Covid 19, fik det tilbage igen og gik næsten ned med stress, og har boet i en anden by end min kæreste, hvor jeg ikke har været glad. Jeg har været udkørt og ikke følt mig, som en ”rigtig kvinde”. Frygten for ikke at kunne blive gravid, har fyldt enormt meget, og jeg har haft et kæmpe behov for, at min kæreste verbalt gav udtryk for sine følelser for mig, da jeg har søgt en tryghed i, at han ikke ville vælge mig fra, i tilfælde af, jeg var infertil. Hans kærlighedssprog er ikke anerkendende ord, og han har generelt rigtig svært ved at udtrykke sine følelser. Min kæreste har de sidste 8 måneder også været meget presset med alt for meget arbejde og en familie (hans fraskilte forældre og storesøster) der er ved at falde fra hinanden. Hans far blev opereret for begyndende kræftceller og heler ikke særlig godt, hans søster har store humørudbryd, der den ene dag gør, at hun nægter, at faren må se hendes nyfødte datter, og af den årsag er hans mor også dødulykkelig. Han er limen, der desperat forsøger at mægle imellem alle parter (dette har stået på i flere år) og han bruger dagligt enormt meget mentalt energi på dem. Samtidig hiver de alle i ham, da de ikke føler han prioriterer dem. Han er enormt passioneret omkring sit arbejde og arbejder mere end gennemsnittet samtidig med han er enormt social og fysisk aktiv. Vi har som sagt begge været enormt pressede og jeg tror presset har været for stort, for et nyt spirende forhold. Samtidig har mit store behov for bekræftelse gjort, at han har stillet spørgsmålstegn ved hans egen manglende evne til at sætte ord på hans følelser for mig, hvilket endte med han kom frem til konklusionen, at det jo må betyde han ikke elsker mig - fordi han ikke kan få ordene over hans læber – deraf bruddet. Det skal lige siges, at jeg har været til fertilitetstjek, hvor jeg fik at vide jeg godt kan få børn, men skal i behandling. Efterfølgende var vi glade og min daværende kæreste og jeg snakkede om, hvordan vi kunne dele barslen – og halvanden uge efter er det han slår op.
Springer vi tilbage til nutiden: 1,5 uge efter vores brud mødes vi, og han udbryder grædende at han selvfølgelig har umådelig mange følelser for mig, men han ved ikke hvad det betyder. Han mener ikke han elsker mig, men tanken om ikke at have mig i sit liv er ubærlig. Han har siden bruddet grædt, sovet med min hovedpude og været enormt jaloux. Han fortæller han aldrig har været så tiltrukket af en kvinde før (min person, mit væsen, mit udseende, min personlighed og mit hjerte) men han har ikke ”kæreste følelsen”. Vi bliver enige om at date hinanden og se om vi kan få følelsen tilbage. Vi har den sidste måned haft en masse dejlige dates og han er umådelig kærlig overfor mig, hvilket han, når jeg tænker tilbage, altid har været. Han kysser mig hele tiden, rører mig hele tiden - også når vi er ude blandt folk. Han kysser mig i panden, nusser mig på numsen og vi skal holde i hånd ind over bordet på restaurant. Vi skal også holde i hånd, når vi skal sove. Han siger selv, han normalt ikke viser kærlighed på den måde, det er kun med mig. Jeg føler der er så meget kærlighed mellem os når vi er sammen og folk siger de kan se det, i måden han kigger på mig på. Det betyder dog ikke det er nemt. Han fortæller selv, han har haft ”kæreste følelsen” flere gange den sidste måned, men når vi har en konflikt, føler han den ikke. Vi håndterer vores konflikter på en ordentlig måde, men jeg kan mærke at han er enormt utryg, når vi har en konflikt og maler fanden på væggen – begynder at snakke om, om vi blot er for forskellige og om vi bør fortsætte. Han har grædende sagt, at han bare vil have jeg er lykkelig, og hvis det betyder han ikke skal være i mit liv, må det være sådan, selvom det gør ondt på ham. Han er vokset op i et hjem med sine forældre som skændtes rigtig meget. Jeg oplever ham stadig som enormt presset og stresset specielt over hans familie, men han nægter selv, at han er det. Han kører derudaf med 180 i timen med job, sociale arrangementer, fysiske aktiviteter samtidig med han næsten dagligt forsøger at glatte trådende ud i familien. Og så er der mig, der føler vi er nødt til at se hinanden mere end én gang om ugen, hvis det her skal lykkedes. Han fortæller selv han ikke har mere at give af, og at han brænder sit lys i begge ender.
Mit spørgsmål til dig er, om du tror det vi har gang i, er uhensigtsmæssigt? Tror du kærligheden kan gro hos ham, så længe han er presset – og ikke selv kan se det?
Og kan alle mærke, at det de føler, er kærlighed? Jeg er nemlig nervøs for, om han selv er klar over hvordan kærlighed føles. Og samtidig ved jeg ikke om jeg er naiv, at håbe på, at han rent faktisk elsker mig, men blot ikke selv ved det, fordi han ikke ved hvordan kærlighed føles?
Jeg har så mange dybe følelser for ham, og jeg kan se et helt liv med ham. Jeg kan se mig selv føde hans børn og blive gammel med ham. Hvis ikke det skal være ham, hvem så? Jeg føler mig hjemme med ham. Jeg er dog nødt til at passe på mig selv og mine følelser i det her. Jeg ved dog ikke hvor længe jeg skal blive ved og hvor meget jeg skal kæmpe for det. Det føles jo netop utrygt at skulle kæmpe for, at få en mand til at elske mig - for kan de overhovedet lykkedes?
Har du et godt råd?
På forhånd tusind tak for svar,
Kærlige hilsner K, der desperat har lyttet til samtlige af dine podcast episoder
Hej Maj
Jeg har kendt min kæreste i 1,5 år nu. Vi har regelmæssig sex og det hele har fungeret godt.
Efter en weekend, hvor jeg har været væk i 4 dage finder jeg et kondom og en ring til BON4.
Jeg konfronterer ham med det og spørger hvad det er til, men han bliver sur og vil ikke svare på hvad det er. Vi aftaler at lade samtalen ligge og vi ikke skal bringe det op mere.
Men efter 1,5 måned bringer jeg emnet op igen. Det gør mig utryg at vide, at der foregår noget seksuelt i vores lejlighed jeg ikke er en del af og at det foregår i de weekender jeg ikke er hjemme. Jeg spørge om han ikke vil forklare det, fordi jeg kan ikke se en logisk forklaring på et kondom i stuen, mens jeg ikke er hjemme. Han blive sur igen og vil ikke svare.
Senere finder jeg 'Kali's teeth device - penisring med 18 spikes' og flere pikbure. Jeg bliver nu nysgerrig, da jeg ikke aner hvad det er, bruges til og hvorfor man tænder på det. Jeg googler mig frem til at det handler om masochime, kyskhed, femdom og at man tænder på smerte under sex, som frembringer lyst.
Jeg Googler konstant emnet og har sågar set alt muligt porno om det. Det gør mig helt ked af at tænke på, at jeg er så utilstrækkelig i forhold til hvad de gør og hvad han har lavet med andre kvinder?
Jeg synes det er helt fair at dyrke sin seksuelitet, også hver for sig. Onani er helt fint. Det her er bare en fetish, hvor man styres af en dominant kvinde og det er ikke en seksuel ting vi deler sammen med hinanden.
Jeg bliver utryg på mig selv og vores forhold. Jeg har en kæreste der, som jeg kan læse mig frem til, tænder på at jeg styre/dominerer ham, men det er slet ikke mine lyster og jeg synes at CBT, kyskhed og femdom er ekstremer i forhold til, hvad jeg har lyst til. Og da han heller ikke deler det med mig, sætter jeg hele tiden spørgsmål til, hvad grunden er og det "æder" mig op.
Jeg kan ikke sove om natten pga. Da jeg ligger og tænker. Jeg har konstant kvalme af at føle mig utilstrækkelig og har ikke sultfornemmelse mere, fordi jeg tænker konstant.
Endnu mere bliver jeg usikker på om vi kan have sex og at han nyder det? Eller om det bare er for min skyld? Så jeg er begyndt at blive nervøs for at have sex sammen og må tit stoppe akten, hvortil jeg kommer med undskyldninger om hvorfor jeg ikke vil mere.
Nu er jeg begyndt at tænkte på om han har en anden kvinde der dominerer ham, når jeg ikke er hjemme?
Jeg tænker på om vi nogensinde kan være i et forhold sammen? For hvis vi har vidt forskellige behov og han ikke vil snakke med mig om det, så er det for svært for mig.
Hvordan synes du, at jeg skal gribe situation an?
1. Skal jeg lade den ligge (selvom det er umuligt for mig, uden at jeg selv for der for psykisk dårligt af alle de tanker). Jeg har svært ved at skulle kunne lade dette ligge og lade som ingenting, men han er manden jeg troede at jeg en dag skulle have børn med, men nu tænker jeg at det kan vi ikke, hvis jeg seksuel ikke kommer til at "tænde" ham resten af livet.
2. Skal vi gå fra hinanden uden at jeg fortæller at her er min begrundelse eller skal jeg fortælle hvorfor? Vil bare helst ikke gøre hans festish skamfuld. Alle folks lyster er jo forskellige.
3. Eller skal jeg tage snakken med ham og sige, hvordan jeg har det og at jeg selv har undersøgt det og har brug for at vi snakker om det? For at få be- eller afkræftelse og for at vi kan fortsat være sammen.
Jeg ved at med mulighed tre vil han blive sur og ikke føle han skylder mig en forklaring, men så er jeg i tvivl om jeg kan mere da følelsen af utilstrækkelig, kvalme og jalousi ødelægger min livsglæde.
Vh maja
Hjælp søges - min datter på 20 har indledt sig i et forhold men en tidligere ven, efter de blev kærester har han ændret personlighed. Han har før forsøgt at lokke hende til sex selvom hun ikke har haft lyst - han har svært ved at respektere dette. Nu fortæller min datter at han igen har gramset på hendes bryster og nedre regioner i mens han troede hun sov.. min datter gik i sjok og kunne intet sige imens det stod på. Hun konfronterer ham med det senere og at hun ikke sov - hans version af sagen er anderledes. Han fortæller en historie om at han engang har forgrebet sig på en anden blev taget i det men det er blevet fortiet - bagefter siger han det bare var noget han drømte. Min datter og ham har desværre nået til at et barn er på vej .. og nu er vi som forældre på dybt vand - hvad skal nu gøre. Skal barnet sættes til verden og hvad vil du anbefale at råde de unge til ? Min datter vil helst bare de er venner og ikke kærester hun er bange for fremtiden - skal kan han være en far i et venneforhold og holder dette ? Ønsker gode råd / abort har også været på tale … tiden løber hilsen mor til datter
Kære Maj,
Jeg er i total vildrede og ved ikke hvad jeg skal stille op. Min kæreste og jeg har været sammen i næsten 2 år og boet sammen i præcis et år denne dato. Vi er begge 30 år og er begge klar til at tage næste skridt i vores forhold og få et barn sammen. Vi er begge meget engagerede i vores fælles fremtid. Vi har dog i et stykke tid haft det svært. Han har ikke været 100% ærlig overfor mig. Det hele startede med, at jeg snakkede med min kæreste om, at jeg var ked af, at vi ikke havde sex så ofte som vi plejede og spurgte ham om der var noget han havde lyst til vi prøvede for at finde lysten tilbage. Han sagde at hans sex-lyst ikke var så stor lige nu, og at det intet havde med mig at gøre, han tænder vildt meget på mig. Jeg tænkte okay, det er nok bare en periode, men at vi kun havde sex en gang hver 14. dag, var meget frusterende for mig. Senere finder jeg ud af, at han har sex med sig selv på hans kontor derhjemme. Han onanere næsten hver anden dag, men finder også noget analt sexlegetøj, som jeg konfrontere ham med. Jeg var meget åben og forstående omkring situationen og sagde til ham, at jeg godt kunne forstå, hvis han godt kunne lide analsex. Det var ikke det der gjorde mig ked af det, men mere at jeg ikke var en del af hans sex-lyst. Var ked af at blive afvist af ham, fordi han ikke lige følte for det, eller fordi han var træt, til så at finde ud af, at han senere på aftenen havde haft sex med sig selv inde på hans kontor, mens jeg ligger og sover i soveværelset. Han sagde at han godt kunne forstå at jeg havde det sådan, men det igen intet havde med mig at gøre. Han elsker mig og tænder på mig og kan godt lide at have sex med mig. Han synes det med analsex er pinligt og det er ikke en ting, han er klar til at dele med mig endnu. Dette er også helt fair for mig. Jeg tilføjede dog også, at hvis vi havde et godt sexliv, var jeg nok heller ikke blevet så ked af det. Det var løgnen, hemmelighederne og det at jeg ikke følte mig god nok, som var det værste. Efter det havde vi nogle gode uger, men en dag finder jeg ud af, at han igen har hygget sig med sig selv og finder en stor dildo, samt en af mine nederdele og top inde på hans kontor. Der er sæd på min nederdel og jeg spørger ham, om det er fordi han tager mit tøj på, mens han dyrker analsex med sig selv. Han siger at det bare var noget tøj han lige havde taget fra vasketøjskurven for at have noget og komme på. Jeg var lidt mistroisk og troede ikke rigtig på den forklaring, og et par dage senere finder jeg servietter med læbestift på i hans skraldespand på kontoret. Jeg kunne ikke lade være med at tænke tanken, om han godt kunne lide at have kvindetøj på og om han måske ikke havde været ærlig omkring hans seksualitet. Idag har jeg i kælderen fundet det hele. Jeg fandt adskillige dildoer og buttplugs. Jeg fandt 2-3 af mine kjoler, noget af mit undertøj + noget tøj og undertøj jeg ikke havde set før, make-up, sko, parykker og smykker. De fleste af smykkerne var mine og nogle jeg havde ledt efter. Jeg konfronterede ham med det og sagde at dette desværre ikke var noget jeg kunne acceptere. Det er bare slet ikke mig. Ville rigtig gerne være mere openminded og tolerant, men alle har vel en grænse. Det her er min. Min kæreste siger, at han vil gøre alt for ikke at miste mig, da han elsker mig over alt på jorden og jeg elsker virkelig også ham, men jeg kan ikke forstå hans trang til at iklæde sig kvinde tøj og derefter stikke en dildo i røven på sig selv. Det er for ekstremt for mig. Jeg befinder mig nu på et hotelværelse, da jeg havde brug for at komme væk og tænke tingene igennem. Det var han meget forstående for og betalte også for opholdet for mig. Det eneste han ønskede var, at jeg tænkte tingene rigtig godt igennem inden jeg tog en beslutning; skal vi blive sammen eller skal jeg gå fra ham. Han siger, at det var noget han begyndte at eksperimentere med inden han lærte mig at kende. Han tænder ikke på mænd, han tænder på mig. Han er ikke i tvivl om at han er en mand som tænder på kvinder. Det tænder ham, at klæde sig i kvindetøj og have analsex fordi det er lidt forbudt. Et tabu. Men han synes det er lige så frækt at have sex med mig og specielt når vi har været lidt spontane og gjort det et offentligt sted eller at han har fået lov at binde mig eller den ene gang hvor jeg lod ham tage mig i numsen. Han påstår at det at gå i kvindetøj ikke er et behov for ham, og at han sagtens kan stoppe med det. Jeg tror desværre ikke på ham. Han vil smide det hele ud og arbejde mere på os, vores forhold og vores sexliv. Men jeg har svært ved at tro på det, da jeg ikke ønsker at berøve ham noget han godt kan lide. Jeg vil ikke have at han mister noget. Vi har boet sammen i et år og det er oftes min erfaring, at det er først når man bor sammen, at man rigtig lærer hinanden at kende. Nu har vi så lært hinanden at kende og jeg siger ikke at det han gør er forkert. Jeg kan ikke forstå det og bryder mig ikke om det, så måske er vi bare et dårligt match? Det kan sagtens være, at han en dag finder en sød pige, som godt kan acceptere hans fetich. Jeg kan desværre bare ikke. Men det vil han overhovedet ikke. Han elsker mig og vil giftes og have børn med mig. Han skammer sig over hans fetich og syntes det er ulækkert og ekstremt pinligt. Til trods for det, er jeg jo godt klar over, at det er noget han nyder, ellers ville han jo ikke gøre det + det er ikke bare en ting han gør engang imellem (måske er det blevet det efter vi er flyttet sammen) men han har jo anskaffet sig ALT. Det er jo ikke kun lidt læbestift og en kjole han tager på. Nej, det er alt. Han har falske øjenvipper, adskilligt make-up, mener der var 4 parykker i forskellige farver og længder, og ja lange røde handsker, frækt undertøj og højhælede lange støvler til over knæet + diverse smykker (halskæder, øreringe, ringe og endda hårspænder og pynt). Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. Jeg spurgte ham, om jeg overhovedet har lært den rigtige mand at kende, men han siger at denne fetich intet har med vores forhold at gøre og hvem han er som person. Han vil gøre alt for mig, for os. Mit problem er, at jeg ser ham lidt i et andet lys lige nu, og hans maskulinitet, som jeg tænder meget på, er faldet et par trin. Vi havde sex i morges inden jeg fandt alle hans ting, og jeg kunne mærke, at jeg væmmes ved tanken om, at han lige havde været oppe i mig. Jeg er bange for, at der kommer til at gå noget tid, før jeg får rigtig lyst til ham igen, for det har jeg desværre ikke nu. Dog elsker jeg ham stadig helt vildt!!! Og nej, jeg har ikke lyst til at forlade ham, men jeg ved, at dette ikke er noget jeg kan leve med. Jeg er selv meget glad for sex, og synes det er utrolig vigtigt i et parforhold at have et sundt og godt sexliv. Hvis det ikke fungere, kan vi lige så godt gå fra hinanden. Jeg ønsker ikke kun et godt partnerskab, men også et kærlighedsforhold og gerne et meget sensuelt et.
Jeg er i tvivl om dette er noget min kæreste kan ligge fra sig (til trods for at han siger, han godt kan) og vil ikke have at han skal blive seksuelt frustreret, for så går vores forhold i stykker alligevel. Kan ikke lade være med at tænke på, om dette blot er det første stadie af en mulig identitets- eller seksualitetskrise? Det kan godt være, at han lige nu siger, at han ikke er til mænd og at han gerne vil være mand, men hvad så om 10 år, når vi har købt hus og fået børn, hvad så? Er det bedst for begge parter at stoppe her, så han kan udleve hans fantasier og måske blive klogere på sig selv? Jeg har ingen erfaring med dette og har prøvet at læse lidt om denne fetich, men er desværre ikke blevet klogere på vores situation. Håber meget du kan hjælpe!!!
Hej.
Min kæreste vil gerne have at jeg tager ham med en strap-on, hvilket på ingen måder gør mig noget, men det giver mig lidt ondt i maven, fordi jeg ikke kan finde ud af om jeg skal være nervøs for at han ligepludselig springer ud om homoseksuel
Hej.
Gud hvor er jeg frustreret.. jeg sidder faktisk og stirrer på “opret gratis og hemmelig profil på “vitoria Milan” men utroskab er for mig ikke en vej, og alligevel overvejer jeg det…
Jeg længes så meget efter min mand at jeg er kørt helt derud, hvor jeg ikke længere ved hvad jeg skal gøre? Jeg har støvsuget google, jeg har læst alle artikler om mænd og kvinders sexlyst. Jeg har forsøgt alt.. jeg har givet plads, jeg har gjort det på hans måde, jeg har vist ham, hvad jeg godt kan li’ , jeg har grædt, jeg har sagt højt klart og tydeligt. “Jeg længes efter dig” “ jeg savner at vi har sex på min måde” - sidst jeg sagde noget, fik jeg smidt i hovedet at jeg var en møg forkælet kælling, man aldrig kan gøre tilfreds! Bum!! Så nu lever jeg i cølibat og længes efter at blive rørt, jeg længes efter at mærke at han tænder på mig, at han har lyst til at æde min krop og udforske hver en enkelt lille mm af den..
For ham handler sex om at få udløsning og så rulle sig om på siden og sove dejligt. Og jeg skal helst være klædt ud som sygeplejerske, “billig” , eller andet han lige har set i en pornofilm, som han skal ha prøvet af. Og jeg gør det for ham. Jeg gør det fordi det tænder ham, fordi han syntes det er fedt. Jeg har spurgt om vi ikke skal se porno sammen.. nej, det er for underligt. Jeg lytter til hans ønsker og handler på dem, der hvor jeg kan være med.. jeg er bare nået dertil nu, hvor jeg længes efter sex på min måde.. så meget at jeg ikke længere kan give ham, hans måde. Jeg siger hvad jeg gerne vil ha og længes efter, jeg viser ham det, på hans krop. Jeg har sagt at det er ok han kommer før mig, så har vi altså en hel skuffe fuld med legetøj.. han kan gøre brug af.. men nej, det bliver lidt halvhjertet.. for han er kommet, så nu er han træt.
Har jeg mon for høje forventninger til sex? Skal jeg nøjes og være tilfreds med det jeg nu engang får? Er jeg bare møg forkælet? For mig ville sex hver dag eller hver anden dag være det bedste i verden, en blanding af hans måde og min måde.. men for ham er det fint med en gang i måneden hvor han lige får lettet trykket.. 9 ud af ti gange er det hans måde!
Kan vi så ikke bare knalde en gang i ugen? Nej, jeg må være tilfreds med det jeg nu engang får. Jeg har forsøgt med dialog, men jeg kommer ingen vegne og parterapi kan jeg glemme alt om..
Er han stresset, presset, mangler han noget hormon, er det hans overvægt, er jeg et hakke bræt? Jeg har forsigtig spurgt ind til alt.. men jeg får ingen dialog. Blot en - slap af og hver tilfreds med det du kan få! Men faktum er at jeg ikke er tilfreds, jeg længes.. det handler ikke om at jeg skal ha lettet et tryk, for så kan jeg jo bare gøre det selv.. det handler om at blive rørt.. når vi er ude i offentligheden, så har han ingen problem med at gå og ta mig på røven, han siger han tænder på mig, han siger han syntes jeg er fræk. Men jeg er helt ærlig træt af ord. Jeg vil gerne mærke at han mener det han siger. Han kender til de 5 kærligheds sprog, men det er jo bare fis..
Jeg kunne fortsætte i en evighed.. men når alt kommer til alt så længes jeg efter sex på min måde. Hvad gør jeg? Skal jeg væbne mig med endnu mere tålmodighed og give ham endnu mere plads og bare takke ja til hans tre- ryk og en aflevering og så håbe på at han en dag har lyst til at give mig hvad jeg længes efter?
Kære Maj
Jeg er en kvinde på 25 år og jeg har et stort det ikke-eksisterende sexliv. Jeg lider ret meget af mindreværdsfølelser både omkring min person og min krop - og føler ikke at mænd finder mig attraktiv, eller har i hvert fald svært ved at forstå det. Der skal ret meget til for at jeg ender i sengen med en mand, og jeg kan godt føle at det er ret utrygt. Engang imellem har jeg mødt en, der har taget mig med storm og hvor jeg har turde at give mig hen. Der går gerne et år eller længere mellem mine seksuelle eskapader. Jeg er simpelthen i tvivl om der er noget galt med mig, hvis jeg er heteroseksuel og godt kan føle mig seksuelt opstemt af mænd, hvorfor skal der så så meget til, og hvorfor kan det føles så utrygt?
Jeg håber du kan hjælpe mig med lidt afklaring
Kære Maj,
For 8 år siden var jeg udsat for et seksuelt overgreb af en partifælle. Jeg anmeldte det ikke til politiet, fordi jeg udmærket kender retssystemet, når det gælder voldtægtssager. Jeg har siden gået i behandling hos CSO, hvilket jeg har været så glad for, da det har lært mig at arbejde med min frygt og mindske de utallige flashbacks fra den aften.
Jeg skriver nu til dig, da jeg kan mærke at overgrebet stadig fylder rigtig meget, særligt efter det store fokus, der har været på seksuelle overgreb i bl.a. politiske partier. Jeg læser ALLE kommentarer fra folk på Facebook mod de kvinder, der står frem med deres historier. Dog tager jeg hver en kommentar, som var de direkte til mig - særlig dem om victimblaming.
Jeg kan mærke at jeg falder tilbage i de gamle frygtelige tanker, jeg kæmpede mod i mange år efter overgrebet, og det går udover mit ellers helt fantastiske parforhold. Jeg trækker mig rigtig meget fra sex og selvom vi er et par, der snakker om alt - og har forsøgt os med flere øvelser - så er vi helt fortvivlet over at min lyst til sex er helt væk. Det er ikke min kæreste, jeg ikke tænder på, det er mig selv.
Jeg har forsøgt at finde læsestof oa. materiale omkring det at genfinde sin seksualitet efter et overgreb - men jeg kan virkeligt ikke finde noget brugbart. Der er mest om utroskab og den slags, og det er ikke relevant for os. Kan du hjælpe os i retningen af materiale vi kan bruge i vores fælles kamp for at få vores fantastiske sexliv tilbage?
Mvh.
Hej Maj
Jeg skriver til dig som kvinde i en alder af 30, da jeg har en angst for penetration,hvad end det er finger eller andet. Det er noget som går både mig og min partner på.
Jeg ønsker at have almindelig sex og har også lysten, men det er som om at der er noget som blokerer hver gang, hvor jeg får en følelse af angst pr refleks. Vi har efterhånden prøvet gennem lang tid men der er ikke noget det er ikke blevet bedre. Angsten bunder særligt i om det vil gøre ondt. Og det blokerer for mit sexliv hvilket går mig og min partner på.
Håber du kan hjælpe os!
Hej Maj.
Jeg er lige gået i gang med modul 2, og er blevet ret overvældet i forhold til hvordan jeg dog skal få fortalt min mand at jeg ikke har lyst til ham.
Min mand er utrolig følsom, han døjer i forvejen med utrolig meget selvkritik, og hvis jeg siger det mindste omkring hans udseende lukker han fuldstændig ned.
Selv små ting som at nævne at hans tshirt er svedig efter træning gør at han er ked af det og i dårligt humør resten af dagen - nogle gange endda flere dage.
Han tager ''kritik'' helt ind til sig, og bliver utrolig usikker på sig selv og dybt ulykkelig - ligemeget hvor pænt jeg siger det.
Så at skulle sige direkte, at jeg ikke har lyst til ham, er utrolig svært og umiddelbart ikke noget jeg kan se ham reagere særlig positivt på. Jeg er simpelthen bange for at han ville lukke helt ned og give fuldstændig op på vores forhold, og ikke mindst på sig selv.
Han døjer i forvejen med depression, og det er noget jeg kan se forværres når vores forhold ikke går så godt.
Hvad gør jeg i denne situation? Hvordan filan tager jeg en snak med ham, som jeg ved vil føre ham ned i et sort hul?
Hej Maj
Jeg har nu igennem nogle år fulgt dine nyhedsbreve og brevkassen, og været glad for din viden og kommentarer.
Nå nu til mit spørgsmål. Kæresten og jeg har været sammen i lidt over 2 år vi er begge i starten af fyrrerne, vi er rigtig glade for hinanden og har et fint sexliv, især taget i betragtning af at der stort set altid er børn i huset. Det er dog blevet lidt rutine præget. Jeg er ikke den mest udholdende fyr, men jeg er heldigvis glad for også at bruge hænder og tunge. Jeg har forstået / spurgt min kæreste om hun ville kunne tænke sig en 3 kant med mig og en anden mand, vi har efterhånden snakket meget om det og hun er med på ideen. Men også noget overrasket over at jeg "dele" hende, jeg vil bare gerne give hende en forhåbentlig lækker oplevelse og total nydelse.
Kan du evt. hjælpe os videre bla. med gode råd til om hvor vi kan finde en fyr, kan det evt være en, en af os i forvejen kender? Samt hvordan vi ellers griber det hele an.
Jeg håber meget på et svar, da jeg er sikker på det vil kunne guide os godt. På forhånd mange tak.
Hej Maj.
Jeg har gennemgået dit kursus om utroskab og været rigtig glad for det. Noget har jeg det med min mand, blandt andet "til dig der har været utro ". Og sagt han skulle læse det.
Tror først det var der det gik op for ham, hvordan det har påvirket/påvirker mig. Han har gået u terapi nogle måneder og er faktisk næsten som en forandret mand. Han har fundet sine grunde til han var utro og er kommet langt hvad det angår.
Et kæmpe arbejde; der så også har betydet at jeg har måtte vente.
Nu føler jeg at det også e4 hans tur til at forstå mig eller i hvert fald, hvordan det har påvirket mig. Utroskaben stod på i flere omgange i flere år, men trods det vil jeg gerne prøve at blive sammen.
Som sagt dut skrift fik ham til at forstå en del af hvordan jeg har det, og vi har talt om hvor vigtigt det er han bidrager til at genoprette tryghed ved at holde aftaler. Som du skriver "siger han at han kommet kl 17, så kommer han kl 17".
Den del går lidt trægt, og hvad værre er, jeg kan efterhånden se et mønster i at han vil gerne gøre mug tryg, fortælle, skrive og forsikre, når det er noget han skal opnå....f.eks at komme afsted til fodbold for 3. Dag i træk. Hvilket er ok med mig, når trygheden følger med 8g det kommer fra ham selv. Så kan jeg mærke at det rykker positivt hos mig, før du jeg føler at han har forstået han skal tage hensyn fordi han ved min usikkerhed er noget han er skyld i.
Dagen efter kan det så være, at han ringer hjem fra job og siger "Jeg kører nu" og det tager normalt 30 min og da der så er gået 1 time bliver jeg urolig på den gamle måde. Ryger op i krybdyrhjernen. Da han kommet hjem nævner han ikke noget før jeg spørger. Og så er det med den på "at nå ja, der kom én ind af døren, jeg kom senere afsred og det gik lidt stærkt". Når jeg spørger ind til hvorfor han så ikke bare vælger at ringe p0 vej hjem og sige det, ja så er han gået 7 forsvar og kommer kun med forklaringerne på hvorfor han blev forsinket.
Jeg har prøvet adskillige gange at tale med ham om hvor forskelligt han tager de to situationer, men så ender han bare med at sige "så forstår jeg det nok bare ikke" (altså han selv ). Ligesom med utroskaben skal vi diskutere om han bryder et løfte, og jeg kan mærke hvor neget jeg tager for ham igen. Og føler tabet over, at jeg troede han endelig havde forstået.
Jeg mister modet til at tro på tilliden kan genoprettes.
Og føler mig også manipuleret med. At han kun bruger "metoden " når han skal opnå noget og det er der jo ikke meget empati over.
Dét skal siges at han kommer fra en ret dysfunktionel familie, hvor han har måtte klare sig selv og har lavet sine egne regler.
På forhånd tak for din tid Mvh Trine
Hej,
Jeg står i et parforhold, som er forholdsvis turbulent. Forholdet har været undervejs i 2,5 år hvor vi så for 8 mdr siden fandt officelt sammen. Vi lærte hinanden at kende og det var næsten kærlighed ved første blik. Vi var sammen næsten uafbrudt i 6 mdr, og da jeg sidder i Italien på sommerferie med mine forældre får jeg pludselig en besked fra en pige, som fortæller, at hun har hørt, at min kærseste og jeg så hinanden. Det forstår hun ikke, da hun har været sammen med ham op til flere gange i løbet af sommeren. Jeg bliver rigtig ked af det, og konfronterer ham også. Han prøver at redde den ud og lyver for at redde ham selv. Uden held.
Efter det, går der ca 3 mdr hvor vi knap nok har kontakt. Vi falder i kontakt igen og sådan fortsætter det faktisk on/off i næsten 2 år. I de perioder, hvor det føltes som om at det bare var ham og jeg igen, valgte han pludselig ud af det blå at trække sig. Hver gang han har gjort det, er jeg blevet rigtig såret. Jeg fik følelsen af at han bare brugte mig for regelmæssig sex og samvær, når det passede ind i hans planer. Som en trøst, har jeg været lidt for god til at gå ud og finde en, som kunne fungere som erstatning for ham. Udelukkende for at føle tryghed, kærlighed og omsorg. Når jeg har mødt en ny, har jeg kun nået at have seksuelt samvær med personen 2-3 gange fordi jeg indså, at det reelt set på ingen måde var det eller den, jeg søgte.
Problemet ligger i, at han ikke kan acceptere at jeg har haft en fortid før og under vores bekendtskab. Jeg synes ikke at jeg behøvede at forsvare mine handlinger, da vi ikke var kærester og der aldrig er sket noget mellem mig og nogen anden, i de perioder, ham og jeg har ses. Da vi blev kærester fandt han ud af, at jeg havde været sammen med en anden. Han blev rasende, og jeg blev faktisk nærmest bange for ham. Han spurgte mig gentagne gange om der var flere, hvor jeg sagde nej. Jeg ville ikke indrømme det fordi 1) hvad rager det ham 2) jeg turde ikke sige det, fordi jeg så hvor sur han blev, da han fandt ud af den anden jeg havde været sammen med 3) jeg var bange for at han ville ændre syn på mig, hvis han fandt ud af, at jeg havde været sammen med X antal fyre.
Nu sidder jeg her, mange måneder inde i forholdet, og det er nu kommet frem fra nye bekendtskaber, som kender både min kæreste og jeg, at de kender nogle, som jeg har været sammen med. Det har de fortalt ham, og nu er han rigtig sur over at jeg ikke var ærlig dengang. Jeg har forklaret, at jeg ikke synes, at jeg burde forsvare hvad jeg lavede FØR vi blev kærester, men at jeg selvfølgelig godt forstår, at han er sur over, at jeg ikke var ærlig. Jeg har sagt til ham, at jeg troede at jeg beskyttede både ham go vores forhold, ved ikke at nævne det. Han vil slet ikke lytte på mig. Han siger at han føler sig holdt for nar, og at han ikke kan stole på noget jeg siger. Han forstår ikke at jeg tør risikere vores forhold ved at lyve for ham.
Jeg har lavet en liste til ham med navne på dem, som jeg har været sammen med. På listen står der et navn, som jeg ikke har nævnt for ham før. Jeg dummede mig, og prøvede at skrive det som et af de øverste navne, så han måske ikke ville bide mærke i det. Det gjorde han selvfølgelig, og jeg gik i panik, da han spurgte om efternavnet. Det viser sig, at han har mange fælles venner med ham. Som bonusinfo er ham fyren jeg har været sammen med 5 år ældre end os - hvilket også er et stort problem for min kæreste. I weekenden tog jeg med min veninde til en fest hjemme ved fyren. Jeg har set ham i flere selskaber siden ham og jeg var sammen for et års tid siden. Han ved jeg har en kæreste, og han har fuld respekt for det. Jeg kan sagtens være i selskab med ham, da jeg på ingen måde er interesseret i nogen anden end min kæreste. Jeg ved godt det var forkert at tage til festen hjemme ved ham i lørdags, når min kæreste ikke ved, at jeg har været sammen med ham. Men min kæreste vælger ikke at stole på mig. Nu beskylder han mig for at jeg har været ham utro i lørdags, og lige meget hvad jeg siger, så kommer vi ingen vegne. Han er rasende.
Problemet ligger bare i, at jeg viser min kæreste utrolig meget loyalitet. Jeg synes ikke det går den anden vej. Han er tit ude til midt på natten uden at informere mig, og han har flere gange løjet om, hvad han laver og hvem han er sammen med. Jeg må blandt andet heller ikke se hans telefon, selvom han kræver at han skal se min.
Jeg takker stort set nej til alle fesetlige arrangementer, da jeg ofte har set, at det ødelægger stemningen og gør ham sur, hvis jeg er til fest eller andet. Det er hændt flere gange, at jeg har siddet på café med nogle veninder, hvor han er kommet over for at tjekke til mig og tage mig med hjem. Jeg synes det er så frusterende, da jeg for alt i verden ville ønske at vores forhold fungerede til UG. Jeg elsker ham rigtig højt, og jeg kan og vil ikke give slip på ham.
Alle omkring mig synes, at jeg skal skynde mig væk hurtigst muligt. Det er ham som ligger dagsordnen, og han bliver sur, hvis jeg ikke makker ret. Jeg bruger enormt meget energi på daglig basis på at træde varsomt, så vi undgår konflikter eller andet i forholdet. Jeg er totalt drænet for energi, og jeg sidder nu med en følelse af, at det skal stoppe nu. Jeg kan bare ikke, og det gør så ondt.
Jeg ved ikke om fortællingen på nogen måde giver en indsigt i hvad jeg kæmper med, men jeg føler jeg har fået de vigtigste pointer fremlagt. Jeg håber meget på at høre hvilke tanker du får, når du læser dette. Er jeg helt gal på den?
Hej.
Jeg er en kvinde på snart 27 år som endnu ikke har opnået orgasme. Jeg har meget nemt ved at nå punktet ved stimuli af klitoris, men jeg stopper - eller skubber min partner væk når vi nærmer os orgasmen. Jeg får følelsen af at jeg er for følsom, og det bliver næsten for meget/for ubehageligt til at jeg fortsætter. Jeg øver mig også på egen hånd. Hvad kan jeg gøre for at komme over det punkt?
Kære Maj.
Jeg er kvinde sidst i 20’erne, som er ved at nå til en beslutning om at forlade min kæreste gennem 6 år. Jeg har tænkt længe og grundigt over det - snart halvandet år - og jeg har sparret med veninder, familie og psykolog. Grunden til at jeg har brugt så lang tid på at overveje om et brud er det rigtige, er først og fremmest på grund af børnene. Hernæst har jeg nok længe gået og håbet på at tingene ville blive bedre, og så giver bare tanken om at gå mig en voldsom skyldfølelse, som jeg næsten ikke kan rumme.
Han har en datter fra et tidligere forhold, som jeg har en meget tæt, tillidsfuld og kærlig relation med. Hun er 9 år gammel, og jeg har kendt hende siden hun var 3. Derudover fik vi i efteråret en søn, som jeg lige nu går hjemme på barsel med. Børnene er rigtig glade for hinanden, selvom de kun ser hinanden hver anden uge, da min kærestes datter er i en 7/7-ordning.
Mit overordnede problem med mit forhold er, at jeg ikke føler at jeg kan regne med min kæreste. Da min mor blev uhelbredeligt kræftsyg kunne min kæreste ikke finde ud af at være der. I stedet holdt han sig væk og tog ud til kammerater. Da jeg fik en depression var han der heller ikke, og da jeg i min graviditet måtte sygemeldes, trak han sig også fra hjemmet, og mente at jeg var besværlig - for andre kvinder kunne jo godt finde ud af at være gravide og gå på arbejde samtidigt. Under fødslen var han en større udfordring end gavn, og nu under barsel vil han ikke tage vores søn mere end maks 10 minutter om dagen. Slet ikke give mad, skifte eller lægge til lur. Han gør de huslige pligter, som det før vi fik barn sammen, var “hans”, men ikke noget yderligere på trods af endnu et barn. Økonomisk hjælper han heller ikke rigtigt til. Jeg betaler for langt de fleste fælles udgifter - for os alle fire. Desuden har han raget sig uklar med størstedelen af min familie, som han ikke længere vil se. Vores søns første jul blev således uden hans far, fordi vi for længe siden havde aftalt at holde den hos mine forældre. Min far er nu også blevet svært syg, og jeg længes hjem til min familie, som desværre bor langt væk. Jeg har i flere år forsøgt at få min kæreste til at indlede en samtale med hans tidligere kæreste om ny samværsordning for deres datter, så vi kan flytte tættere på vores familier. Han har hele tiden sagt, at vi nok skulle flytte tættere på, men der er aldrig sket noget.
Jeg er blevet utålmodig og føler mig alene her hvor jeg ingen familie eller venner har. Mine forældre har ikke mange år tilbage, og jeg vil gerne være hos dem og nå at give dem et forhold til deres barnebarn. Omvendt ved jeg, at hvis jeg går, så vil jeg ødelægge vores lille firemandsfamilie. Jeg og min steddatter vil formentligt kun sjældent se hinanden, hun og vores søn vil ikke få en tæt søskenderelation (såfremt min søn flytter med mig, hvilket jeg regner med, fordi min kæreste som skrevet aldrig rigtig er sammen med ham), og min kæreste vil selvfølgelig mangle sin søn. Jeg frygter også lidt at min kæreste vil blive ensom og bitter.
Det er et kæmpestort dilemma for mig, men indeni drømmer jeg om at flytte væk. Jeg orker ikke mere. Jeg har prøvet at snakke med min kæreste mange gange, fortalt ham hvordan jeg har det og hvad jeg kunne tænke mig at vi skal arbejde på og med. Han synes ikke det er hans problem. Han har det jo fint. Jeg har også fået anbefalet en parterapeut og tilbudt min kæreste at betale det hele - det vil han bestemt heller ikke. Jeg har sagt, at hvis det ikke bliver bedre, så ender jeg med at forlade ham. “Det må du jo så finde ud af”, var hans svar. Det er et par måneder siden, og efter min far blev syg, har mit fokus primært ligget dér. Det har gjort, at jeg følelsesmæssigt har ladet stå til herhjemme, hvilket min kæreste vist tager som et tegn på at tingene nu går godt igen. Men jeg har det ikke godt, og jeg ved ikke hvad jeg mere kan gøre. Jeg vil bare så gerne tæt på min syge familie og få lidt overskud til at lege med min søn. Det har jeg ikke så meget af, og det giver mig også enormt dårlig samvittighed.
Nå, men i hvert fald er grunden til at jeg skriver denne lange mail til dig, at jeg virkelig godt kunne bruge et godt råd. Hvordan gør jeg det her bedst? Hvad siger jeg til ham? Og hvordan går man fra hinanden på en “pæn måde”? Jeg er ikke ude på at såre ham - jeg holder jo stadig meget af ham og ønsker ham det bedste, for han har selvfølgelig også dage hvor han er god og hjælpsom og kærlig og sexet og alt muligt andet - det er bare ikke “nok”, og jeg føler ikke at jeg kan mere nu. Når jeg ser min fremtid foran mig, så er han ikke en del af den. I hvert fald ikke i højere grad end som den mand jeg fik et barn med, og som jeg skal kunne samarbejde godt med... åh, hvor er det dog svært! Hvad tænker du om alt det her?
Kh. mig
Kære Maj
Jeg ved ikke helt hvor jeg skal begynde. Jeg er en 36 årig kvinde, og jeg er gift med verdens dejligste mand på16. år. Han er mest overskudsagtige menneske jeg kender, han er fantastisk far, han har det venligste hjerte, han husker alle dage (bryllup, forlovelse, mødtes). Jeg elsker ham over alt, og jeg ved at han også elsker mig. Men det er som om at vi glider fra hinanden. Vi har 3 dejlige børn på næsten 7, næsten 9 og 10 1/2. Men det er som om at vi bare er partnere om at få dagen til fungere, og så slutter det der.
Jeg har i flere år læst om dig og dine kurser og tænkt på at tilmelde mig “få sex-lysten tilbage..”, men har droppet det fordi jeg ikke er decideret fan af sex, og så derfor nok ikke havde lyst til at “få sex-lysten tilbage”, eller hvordan...
Vi har aldrig været et par som skændes. Jeg har lidt den indstilling, at det er dumt at skændes om små ting, som ikke betyder så meget (læs, hvor jeg nok selv bare er for sart/opfarende. F.eks. at han ikke lever op til mine OCD med at fylde opvaskemaskinen korrekt eller lægge tøj korrekt sammen hah, fordi det er jo bare mig der er lidt underlig). Men det er så bare blevet, til at vi SLET ikke taler om noget, som generer/irriterer os. Vi bliver vrede, lukker os, venter (måske et par dage) til vreden har lagt sig, og så lader vi som ingenting.
Jeg synes det har været såden de sidste 2 år eller mere? At jeg har følt at der ikke er noget os længere. Jeg bliver helt angst, hvis vores piger gerne vil overnatte hos mine forældre, fordi det betyder at vi skal være alene! Hvad skal vi finde på, hvad skal vi snakke om, hvad nu hvis han lægger op til / forventer sex??
Jeg har aldrig (og heller ikke han, tror jeg) været jalous ella mistænkt ham for utroskab. Vi har bare tænkt (meget naivt) at “selvfølgelig har han/hun kun øjne for mig”. Har nogle gange snakket om, hvordan folk kan blive sammen, hvis de mistænker hinanden hele tiden. Men den sidste tid har jeg mærket, at han arbejder meget sammen med en kvindelig kollega. Han snakker tit om hende. Han spørger hende om hjælp til forskelligt (er arkitekt). Og så skriver de sammen tit. Tanken om, at han måske er begyndt at holde af hende, har luret. Og så i går aftes, mens jeg sad med disse tanker, pling’ede det på hans fb mens jeg sad ved pc’en. Jeg kiggede (ved godt at det er forkert og brud på hans tillid) og opdagede, at de skriver sammen hver dag, hele dagen. Mest arbejdsrelateret og om hjælp med fælles interesser, men også underlige/upassende (efter min mening) ting. Et billede af morgenmad “god morgen”, et billede af vores byggeprojekt “vi valgte dit forslag”, et billede af romaskinen “så går jeg igang igen”). Jeg blev helt knust fordi jeg følte at det bekræftede min mistanke om, at han har følelser for hende. Jeg gik i seng, sad lidt og rystede og vækkede ham for at spørge om han var forelsket i hende. Han sagde at det var han ikke, og at han havde skrevet til hende meget på det sidste fordi de arbejder på de samme ting, han har hjulpet hende med deres sommerhus, og at hun jo var lykkelig gift med tre børn. Og det tror jeg måske at han i første omgang selv tror på. Men jeg tror der er mere bag det, selvom han ikke “ved det” endnu.
Og således tog vi hul på denne store bums som har ligget i flere år! Men jeg føler som om alt er ødelagt. Vi ved ikke hvad vi skal gøre, hvor vi skal starte. For ham er det “bare” at finde frem til os igen. Men for mig er det nu anderledes! Jeg troede ALDRIG at jeg ville mistænke ham for noget! Jeg kan simpelthen ikke komme af med den her klump i maven! Jeg har svært ved at spise. Jeg er på grådens rand hele tiden. Fordi selvom han siger, at han ikke tænker på hende på måde, og at han bare lader være med at skrive med hende hvis jeg føler såden, så tror jeg, at der er en grund til at han skriver til hende, og ikke til nogen manlig kollega, som han også arbejder med.
Undskyld for den lange roman 🙁 men jeg er så knust og desperat. Har aldrig oplevet den her følelse før.
Hvad skal vi gøre, hvor skal vi starte? Er det kursus godt for os, selvom det ikke ligefrem er sex som er første priortet lige nu?
Eller har du konsultation/kurs med værktøj hvordan vi kan få hjælp?
Kærlig hilsen Det Knuste Hjerte
Kære brevkasse
Skriver fordi jeg gennem det sidste måske snart et år har haft problemer med at holde min rejsning under samleje, kan måske 5-10 min men så pludselig falder den sammen og blir slap. Har været inde i en længere periode med stress og angst og sidst år var jeg os lidt dum at kører en testosteron kur i er halvt år. Kan dog ikk finde ud af nogen steder om det ku ha noget a sige i forhold til det? Blev sygemeldt med svær stress og sygdoms angst i september og døjer stadig med lidt forskelligt. Nu er det bare ved at blive for frustrerende og vil gerne ha gjort noget ved det , har prøvet lidt viagra men får det skidt af at være på dem. Hjertebanken og ubehag og meget varme i hovedet.
Er det noget her du du anbefale ? Tænker os at få bestilt en tid til lægen som du nok os vil sige jeg skal gøre , men er der ellers noget jeg kan gøre selv her ? Det er jo bare pinligt men os vildt fustrerende når det sker og man gerne ville have forsat
Håber rigtig meget på din hjælp her og på forhånd mange tak
Kære Maj,
Jeg skriver til dig, fordi jeg er i rådvilde og søger viden og information.
For et par dage siden havde min kæreste og jeg en samtale, som efterfølgende fik mig til at tvivle på vores forhold på længere sigt.
Vi snakkede om, hvordan der i mange parforhold efter at have været sammen i 10-20 år, ofte opstår nogle andre seksuelle behov. Nogle par snakker om tingene og finder løsninger, andre begår utroskab for at få tilfredsstillet deres behov, andre undertrykker deres behov.
Jeg kan selvfølgelig ikke spå ud i fremtiden, men jeg har brug for at passe på mig selv, og jeg er sikker på, at jeg vil blive utroligt såret, ked af det eller vred, hvis min kæreste om 10-20 år fortæller at hun har nogle andre seksuelle behov som skal findes andre steder end i vores forhold.
Min kæreste og jeg meget forskellige hvad angår vores seksualitet. Jeg har aldrig dyrket sex med en person, som jeg ikke har haft følelser for. Min kæreste har modsat intet problem med at dyrke sex uden følelser.
Derfor frygter jeg et scenarie, hvor vi om 10-20 år står i en situation, hvor min kæreste har nogle seksuelle behov, hvorimod jeg selv ikke har noget behov.
Hvorfor forudsiger jeg så dette scenarie? Det er netop pga vores forskellighed i forhold til seksualitet. Men er jeg helt galt på den? Ved man noget om, at folk med min kærestes seksualitet, er mere tilbøjelige til at få andre seksuelle behov i et langt parforhold?
I takt med, at sex er forbundet med følelser for mit vedkommende, så kunne jeg ikke forestille mig, at dette behov vil opstå for mig selv. Men jeg frygter som sagt risikoen for at dette behov opstår hos min kæreste.
Jeg forventer selvfølgelig ikke, at du kan give mig et klart svar. Men jeg prøver at foretage en risikovurdering (hvor usexet det end må lyde): Har mennesker, som kan have one-night stands og som kan undlade følelser under sex, med større sandsynlighed andre seksuelle behov i et langt parforhold?
Som du måske kan fornemme, så fylder det her spørgsmål utroligt meget i mit hoved, og jeg håber virkelig at du kan hjælpe.
Relevant information:
- Jeg er 29 år gammel, min kæreste er 25 år. Vi har været sammen i 6 måneder.
- Vi er enige om at et monogamt forhold er vejen frem for os.
- Utroskab er et kæmpe no-go for os begge.
Hej Maj
selvhad/mindre værd efter tillidsbrud kunne være et brugbart emne. Hvorfor er det man vænner alt mod sig selv?
Når man ikke er den skyldige.
Hvorfor køre tankerne afsted uden kontrol?
Og et andet emne kunne være , hvorfor det er så vigtigt at lukke for kontakten til den man er utro med.
Hej Maj.
Dette spørgsmål har en lang forhistorie, du kan derfor forvente et lang brev. Sandheden er jeg ikke længere ved hvad jeg skal stille op og derfor prøver at skrive til dig, i håbet om et godt råd, som kan gøre mig klogere.
Jeg har været sammen med min kæreste i lidt over to år, og siden starten har der været nogle problematikker som har fyldt en del i vores parforhold, som har sat ar i mig, men fordi vi samtidig når vi er glade og har det godt sammen, har en helt særlig og unik kemi sammen, har jeg valgt at blive ved med at kæmpe for at det skal fungerer.
Jeg ved han gik fra sin eks kæreste han havde været sammen med en del år, og forsøgt i et halvt års tid at få tilbage, direkte over til mig.
Jeg ved at hun blev sur over ham og jeg fandt sammen.
I starten samlignede han os meget, og sagde at hvis jeg brugte en bestemt shampoo mindede det om hende og bestemt tøj mindede om hende osv.. det gjorde jeg klart for ham at jeg blev ked af og samtidig usikker på hvor vidt han var klar til at indgå et forhold med mig. Dette mente han bestemt han var.
Han lovede han ikke vil tale med hende, fordi det gjorde mig usikker og ked af det. Men alligevel finder jeg ud af at de bliver venner på Facebook, og samtidig skjuler han at ham og jeg er i et forhold. Dette konfrontere jeg ham med, som ender med et skænderi, som det altid gør, når jeg har konfronteret ham med noget som har med hende at gøre.
Jeg bliver kontaktet af hende, og hun skriver at de har set hinanden on and off igennem hele hans og mit forhold og sender beskeder de har skrevet sammen til mig, som dokumentation. Dette konfrontere jeg ham med, og han benægter det og siger hun har manipuleret med beskederne så det skal se ægte ud.
Jeg Beder ham om at slette og blorkere hende over alt, hvis det er rigtigt.
Det ser jeg han gør på Facebook.
Efter et halvt års tid, beslutter vi at sælge min lejlighed og flytte ind i hans, tros jeg ikke kan stå på lejekontrakten. Jeg får en følelse lige efter, lejligheden er solgt, at hans eks kæreste er inde i billedet igen. Jeg fortæller det, og han svarer ikke rigtig på det, andet end at det er hun ikke.
Ca en måned efter at vi er flyttet ind i hans lejlighed, dukker hun op en aften, grædende og vil have ham tilbage. Han vælger at køre hende hjem og først fortæller mig om det bagefter. Ifølge ham har han intet at gøre med at hun dukkede op på adressen. Hvilket jeg stiller mig undren overfor, da jeg ikke tror man bare dukker op på en andens adresse efter så lang tid, uden der har været en form for kontakt inden. Hvilket jeg nævnte, men det benægter han.
Nogle dage efter finder jeg ud af at han i sin tlf har kaldt hende “Emil” i sin telefon, og jeg har igennem længere tid, set at der har været poppet sms’er ind fra en “Emil” dog ikke set indholdet af dem. Dette konfrontere jeg ham med, og han siger han gemte nummeret i panik under en kammerat den dag han kørte hende hjem, af bekymring for at der skulle ske hende noget. Jeg bad ham slette og blorkere nummeret, hvilket han først var tøvende omkring, men gjorde til sidst. Siden da har jeg ikke set beskeder i det navn. Hvilket jeg også konfrontere han med, og han siger at det er fordi han ikke snakker med den kammerat mere at han ikke får beskeder fra det navn. Hvor jeg nævner at jeg finder det utroværdigt når det hænger sammen med at han blev bedt om at slette og blorkere hendes nummer at han ikke får beskeder fra det længere. Men han holder fast i at han havde en tidligere kammerat med det navn, han ikke længere snakker med.
Samme måned finder jeg ud af i hans mails, at han har haft sendt en mail til hende, i det tidsrum vi var igang med at gøre min lejlighed klar til salg, hvilket jeg også konfrontere ham med, og her siger han at han gjorde det, for at få hjælp til et cv. Men der var kun dokumentet i mailen, og ingen beskeder. Hvilket fortæller mig at de har haft snakket sammen. Men det benægter han.
Nu har han så fået en dyr gamer computer og en anden computer, som han siger han har fået af arbejdet, men tvivler på et arbejde giver en gamer computer bare sådan. Det holder han dog fast i, og bliver sur over jeg ikke tror på. Men har fundet ud af at han har købt dem selv, ved at kigge i hans mail.
Jeg ved ikke hvad jeg skal stille op, fordi jeg sidder tilbage med en følelse af at han lyver overfor mig igennem hele vores forhold. Og jeg kan ikke bare flytte da jeg er studerende og har hund, og der ingen boliger hænger på træerne.
Hvad skal jeg gøre?
Vh den fortvivlede
Kære Maj
Min kæreste og jeg er begge sidst i 40’erne. Han er verdens skønneste kæreste. Vi har været sammen i et halvt år. Vi har det rigtig dejligt sammen, og er gode til at tale sammen om stort og småt. Men jeg savner, at han stiller mig spørgsmål. At han viser interesse og nysgerrighed derigennem, men i særdelses at han bidrager til de dybe samtaler på den måde. Han har ikke i tidligere forhold kommunikeret på den måde. Ikke rigtig talt om følelser, og heller ikke om særligt personlige ting. Nu har han mødt mig, og jeg stiller ofte lidt dybere spørgsmål, og har altid et uddybende spørgmål, enten for at være sikker på jeg har forstået ham, eller for at være sikker på han har forstået mig. Så han er faktisk lidt igang med at lære at kommunikerer på en ny måde. Han siger han er lidt udfordret, fordi det er uvant, men at han godt kan lide det.
Jeg har fortalt ham, at jeg savner, at han stiller mig spørgsmål, som afspejler at han gerne vil vide mere om mig, eller spørgsmål, som handler om os, eller noget som starter en snak, som skaber dybde og samhørighed.
Den nemme tanke er, at han nok ikke er så interesseret i vores forhold, men han både siger og viser mig meget tydeligt, hvor meget han vil mig og os, men det er simpelthen ukendt land for ham. Han siger han gerne vil blive bedre til det, men lige nu har han bedt mig “have ansvaret” for dybere samtaler. Det vil jeg også gerne, men jeg vil voldsomt gerne have ham hjulpet godt igang. Hvordan gør jeg/vi det?
Jeg er med på, at det pt et et behov jeg gerne vil have dækket, og at han dårligt opdager det mangler. Men på den lange bane, så vil det være rigtig vigtigt for os begge, for at holde fast i samhørigheden mellem os.
Selv når jeg stiller ham et spørgsmål.... Det kan være “hvordan har du det med jalousi?”. Så svarer han og han gør det med indlevelse og omtanke, men så stopper den der. Ikke engang, når den er gratis, og spørgsmålet ikke skal opfindes stiller han et personligt spørgsmål, for her var den nemme jo, at spørge mig tilbage om det samme.
Når han en meget sjældent gang (måske et par gange) har åbnet eller bare spurgt retur, så har jeg sagt til ham, at jeg er rigtig glad for at han spørger, for at gøre ham opmærksom på det positive i det.... og forhåbentlig skabe motivation.
Jeg tror på man kan ændre den slags. Det kræver selvfølgelig lysten til det. Og det siger han, at han rigtig gerne vil blive bedre til.
Mit eget tankemønster og måden at kommunikerer på i parforholdet har jeg ændret rigtig meget, så jeg taler af erfaring, når jeg påstår man kan ændre den slags Jeg har søgt rigtig meget indsigt i emnet og bruger det nu, og kan se det gode, der kommer ud af det, men jeg kan ikke løfte ansvaret for dybere kommunikation helt selv. Mit spørgsmål er: Hvordan hjælper jeg ham igang med det? Hvordan lykkedes vi i fællesskab med den? Eller skal jeg ikke forvente de store forandringer i et sådan mønster?
På forhånd tak
Vh Søs
Hej Maj
Kort om min kæreste og jeg: Mand 28 år, kvinde(mig) 27 år. Vi har været kærester i snart 6 år, og bor sammen i fælles hus.
Min kæreste har en fetish i form af interesse i latex/gummi påklædning. Han introducerede mig hertil for nogle år siden og jeg tager det som udgangspunkt som en stor tillidserklæring. Han har fuld forståelse for at det på ingen måde tænder mig.
Han ønsker ikke som sådan noget specielt fra mig, men mere min accept af at han tager det på og at det er en del af ham. Det kan være en søndag foran fjernsynet hvor jeg vælger blødt nattøj og han vælger latex/gummi tøj. Altså behøver det ikke nødvendigvis have noget med sex at gøre, han ser mest af alt bare en nydelse i at røre ved det og have det på.
Alt i alt vil jeg mene at fordelingen er, at han 70% af tiden har sin fetish for sig selv og de resterende 30% hvor det involverer mig og vores sexliv.
Min udfordring er at jeg er lige dele stolt af tilliden og samtidig føler det grænseoverskridende, pinligt, fjollet, og en lille portion nedprioritering af mig. Vi har ikke særlig hyppigt sex generelt, og det er som sådan ikke fordi det nager mig, men jeg frygter at det er fordi han faktisk bliver fyldt op andre steder.
Jeg ved simpelthen ikke hvad jeg skal stille op. Vi kan godt snakke om det, det er ikke som sådan et svært emne, og han er meget åben. Men jeg er bange for at sige min helt ærlige mening fordi jeg ved at han ville være villig til at give det hele op bare for mig - men ville vi så glide fra hinanden og ville han på sigt gøre noget bag min ryg. Jeg ønsker ikke at han skal være ulykkelig og jeg vil mest af alt gøre hvad jeg kan for at opfylde hans behov og ønsker, men jeg kan bare mærke gang på gang at det vækker noget negativt i mig.
Har du et godt råd til hvordan jeg kan tackle udfordringerne indeni mig selv, og måske hvordan jeg kan tage ham med på min egen rejse i hvordan det er at være partner til én som har en fetish?
Jeg har ingen at tale med om det, og det føles ensomt. Han ønsker ikke at folk skal vide det, og det gør jeg faktisk heller ikke selv, men jeg har 1.000 spørgsmål og brug for at tale om det.
Håber du kan finde tid til at besvare mit spørgsmål.
PFT.
Vh. Partneren
Kære Maj
Hvordan får man afsluttet et forhold til en narcissist?
Vi har været sammen i 8 år nu og startede med en stormende forelskelse som førte til min skilsmisse - vi kunne snakke om alt og jeg følte mig set og hørt og rørt. Set i bagklogskabens skær så sagde han nok bare alt det rigtige som jeg ville høre. Vi flyttede hurtigt sammen (mest praktisk med børn, ex’er, huse mm) og alt var godt et stykke tid. Pludselig ændrede det sig lidt - hvis jeg skulle afsted på café med min bedste veninde syntes han at jeg gjorde for meget ud af mit udseende og havde for nedringet bluse på (selv om man intet kunne se) - der har bare været så mange små kommentarer som jeg blev såret og ked af og når jeg sagde det fik jeg den reaktion at det bare var i mit hoved. Til sidst måtte jeg spørge min allerbedste veninde om det bare var mig - og hun sagde at det var det ikke. Men lidt pinligt at man når derud hvor man ikke ved hvad der er rigtig og forkert. Jeg har udviklet mig mentalt det sidste halve år og ser mere klart - men det sidste skridt føles bare SÅ ENORMT. Han prioritere ikke mig, glemmer aftaler og alt drejer sig om ham og hans følelser.
Da jeg fik konstateret kræft var det svært at mærke hans støtte og han mente at jeg jo ikke havde det nær så slemt som andre da jeg jo blev erklærer rask efter operation. Så den angst det havde sat i mig var en forkert følelse. Der er mange mange flere eksempler og nogle er så små at jeg tænker “du går du også ned i bagateller” men det hele fylder. Så gode råd til hvordan man afslutter??? Burde jo bare sige STOP
Hej Maj
Skriver til dig da jeg skal have nogle gode råd til hvordan man bryder dødvandet i et forhold/ægteskab der snart runder de 30 år.
Min hustru og jeg er begge i midten af fyrrene og har egentlig alt det man kunne drømme om med 4 unger, hus, bil og sunde fritidsinteresser.
Vi har oplevet en del sammen både op og nedture.
Dog har vi igennem årerne aldrig været gode til nærvær, eller for den sag skyld gode til at kommunikere med hinanden omkring selve vores forhold.
Vi har prioriteret opvæksten af ungerne og det der følger med der
Det har også påvirket vores sexliv med lange pauser og afvisninger. Jeg er den der presser på og hun er den der afviser.
Men jeg elsker min kone og i takt med at ungerne bliver ældre og snart flyver fra reden så kan jeg frygte at vi ender som et ægtepar hvor vi bor sammen men egentlig også kun det.
Ingen nærvær, intimitet eller sex.
Og det vil jeg egentlig gerne lave om på da jeg ikke ønsker at ende der.
Dog kan jeg frygte at grøfterne er imellem os er gravet så dybt så vi ikke formår at kravle op fra dem.
Min kone har det svært med kommunikationen og lukker ret ofte kommunikationen ned når jeg spørger ind til vores forhold eller kommer med foreslag.
Jeg savner virkelig nogle råd da jeg elsker min kone og ønsker det bedste for os.
Mvh
Klostermunken
Hej Maj.
Jeg er em mand på 35 år gift med en dejlig kvinde på 38 år og det har vi været i 13 år og været i forhold i snart 16. Vi har to skønne unger, villa, volvo og vovse sammen så det hele er køre på den måde.
Men.....
Jeg har været min kone utro igen. Det er nemlig ikke første gang dette er sket for os. Jeg har ikke været i fysisk kontakt med en anden kvinde. Men jeg har kommenteret på et billede af en anden kvinde og det er en lidt fræk eller halv pervers kommentar denne gang.
Det var tilbage i oktober 2020 jeg blev opdaget eller min kommentar blev set af min kone og det slog hende helt ud. Jeg forstår hende godt og at hun føler det som utroskab og jeg stiller mig ikke på bagben og siger hende i mod. Det er hendes følser pg det er jo hvordan hun oplevet det. Jeg har undskyldt 1000 gange indtil videre både med breve, blomster og en snak en gang i mellem.
Min kone er lukket helt i sig selv og vil helst ikke snakke om det, om vores følser hver i sær, vores tanker, sorg og alt det vi nu har inden i. Vi begge har en ven/veninde at snakke med omkring det.
Min kone er gået helt i stå og kan ikke overskue børnene, hunden eller mig og hun ønsker at flytte for sig selv for en peroide på et halv til et helt år eller 2 måske, for at få afstand til det hele, ro på sig selv og finde ud af hvad hun vil men mig og resten af sit/vores liv.
Lige som min kone er jeg i dyb dyb sorg over hvad der er sket igen og jeg skammer mig, jeg er ked af det, og jeg fortryder inderligt og vil jo bare gerne spole tiden tilbage. Jeg er bange for hun forlader mig og ikke vil give mig chancen for at vise at jeg kan blive en bedre mand over for hende.
Jeg selv er startet til psykolog for at få styr på en masse ting fra min barndom og er kommet frem til at det med en flirt kan give mig en form for ro inden i, lige som en alkoholiker eller narkoman bruger alkohol eller narkotika til at komme i ro. Men jeg er bange for hun er blevet ligeglad med at jeg prøver at få ændret på mig selv til det bedre.
Hvad kan jeg ellers gøre for at få min kone til at blive og prøve at kæmpe for vores forhold og familie. Og hvad skal jeg gøre for at få hende i snak.
Eller skal jeg bare lade hende gå og så håbe på hun flytter hjem igen.
Mvh ham der er i syv sind.
Hej Maj.
Jeg er en kvinde på 24 år, har været sammen med min kæreste i 3 år og vi venter nu barn sammen til April.
Jeg er begyndt at føle, at jeg slet ikke kan være mig selv i forholdet længere. Vi har ikke sex længere, fordi han har sagt han ikke tænder på mig når jeg er gravid. Jeg kan ikke udtrykke mine følelser omkring noget, uden at det bliver vendt imod mig eller han går i forsvarsposition.
Vi bor i en lille lejlighed og jeg får konstant 'skæld ud' over, at mine ting fylder eller jeg ikke har ryddet op (også efter ham), jeg sorterer skraldet forkert og/eller bruger for meget toiletpapir - generelt er der bare mange ting hvor jeg skal tænke over min adfærd for ikke at ende i en konflikt når han kommer hjem. Derudover har vi været i konflikt hver eneste gang jeg har bedt ham om hjælp til noget, der ikke 'gavner' ham. Så derfor er jeg nu stoppet med at bede om hjælp, hvilket er vildt belastende at skulle tænke over samtidig med at være gravid og der nu er flere ting der er blevet besværliggjort pga stor mave.
Derudover synes jeg, at han er nærig. Han har fuldtidsarbejde og jeg er studerende. Vi skal betale ligemeget til faste udgifter og han vil sågar have halvdelen af børnepengene, selvom det er mig der tager barslen. Selvom vi ikke har fællesøkonomi, vil han tjekke hvad jeg bruger mine penge på og har altid en mening om det jeg køber selvom det ikke har noget med ham at gøre, hvilket også kan skabe en konflikt hvis jeg er uenig i noget var for dyrt eller et dumt køb.
Jeg ved ikke hvor jeg skal gå hen med min frustration, så derfor prøver jeg din brevkasse. Alt dette har stået på i et par år nu, hvor der gradvist kommer flere og flere ting jeg skal tage hensyn til. Jeg overvejer hver dag om jeg skal gå eller blive, og så engang imellem har vi en hyggelig dag og så tænker jeg at det hele nok skal blive godt, og dagen efter er alt tilbage ved det gamle og jeg overvejer igen. Jeg er enormt bange for, hvordan han vil blive som far og jeg vil kun det allerbedste for mit barn. Derfor er jeg så meget i tvivl om jeg skal gå eller blive og hvis jeg skal gå, skal det så være inden vores barn kommer til verden eller skal jeg give ham endnu en chance for at ændre sig? Mange af mine veninder siger, at han nok ændrer sig når barnet kommer, men har svært ved at se det for mig..
Jeg ved godt du ikke kan og skal heller ikke sige om jeg skal gå eller blive, men jeg har brug for en professionel der kan se situationen udefra og måske kan give mig nogle råd?
Hilsen Alberte
Jeg er dybt ulykkelig, da jeg endnu engang har fået en grim svada af min mand, som jeg var utro overfor for 15 år siden.
Vi havde da været gift i 7 år, og har to børn sammen.
Vi har holdt fast i ægteskabet, kæmpet...jeg med utrolig dårlig samvittighed, ham med mistro og vrede.
Sagen er, at jeg bliver så ked af det, hver gang han beskylder mig for det jeg gjorde dengang, og jeg mener selv, jeg snart må have udstået min straf. Udover min dårlige samvittighed overfor ham, min frygt for at miste ham, så magter jeg snart ikke mere, at blive verbalt overfaldet, selvom han måske vil ha retten til at gøre det, resten af vores liv.
Er det mon på tide vi siger farvel, vi forsøgte...?
Hjælp!